onsdag den 17. december 2008

Nødde-tofusteg

December har været ualmindelig travl i år, og jeg har ikke haft tid til at lave så meget mad (i hvert fald ikke noget der var blogværdigt). Jeg havde ellers lidt en drøm om at lave en masse lækker julemad, men det blev desværre ikke til så meget i virkeligheden. I går fik jeg dog lavet en nødde-tofusteg, som jeg synes smagte dejligt. Eneste minus er, at den ikke kan skæres i skiver, da den smuldrer for meget. Jeg har lavet den med rodfrugter, men andre grønsager kan sikkert også bruges (jeg tror, at det kunne være rigtig lækkert med champignoner eller andre svampe, og porrer). Opskriften passer til et ovalt fad på ca. 25 x 15 cm.


  • 1 dl nødder (hasselnødder, mandler, cashewnødder, eller hvad man bedst kan lide)
  • 250 g fast tofu
  • 2 spsk sojasovs
  • ca. 1 dl vand
  • 1 stort løg
  • 1 knoldselleri eller 2 pastinakker
  • 1 spsk tørret timian
  • 2 spsk olivenolie
Nødderne findeles i blenderen og hældes i en skål. Tofuen skæres i stykker og blendes med halvdelen af løget, sojasovsen og vandet, indtil den har en lind konsistens (hæld vandet i lidt efter lidt, da tofu kan være mere eller mindre fast, så måske skal der bruges lidt mindre vand). Tofublandingen røres sammen med de findelte nødder.

Resten af løget og knoldsellerien (eller pastinakkerne) skæres i små stykker og steges i olien med timian, indtil rodfrugten begynder at få en brun farve.

Halvdelen af tofublandingen lægges i bunden af en smurt ovnfast fad. Grønsagerne lægges oveni og dækkes med resten af tofublandingen. Stegen bages ved 200 grader (175 grader i varmluftsovn) i ca. 35 minutter.

tirsdag den 2. december 2008

Kokoscitronmåner

Citronmåner er blevet indbegrebet af en billig, fabrikfremstillet, halvsyntetisk og kedelig kage. Selv kan jeg ikke mindes, at jeg nogensinde har smagt på en, men det har jeg heller aldrig haft lyst til. Jeg synes dog at selve navnet citronmåne er ganske poetisk og appetitvækkende, og det er egentlig lidt synd, at det skal være forbundet med en kage, der har så dårligt et ry.

Derfor har jeg selv lavet min egen version at en citronmåne. Men udover navnet, har mine citronmåner kun halvmåneformen og citronsmagen til fælles med de citronmåner, man kan finde i supermarkedet. Mine er i øvrigt småkager, og så smager de også af kokos.


  • 100 g fast kokoscreme (½ pakke)
  • 1 dl vand
  • 3,5 dl hvedemel
  • 1/4 tsk natron eller ½ tsk bagepulver
  • ½ dl lys sirup
  • 2 spsk citronsaft
  • 2 tsk revet citronskal

Kokoscremen skæres i mindre stykker i en gryde. Vandet tilsættes og bringes i kog ved svag varme. Rør rundt i det, og pas på, at det ikke brænder på. Tag det evt. af varmen. Rør rundt indtil cremen er opløst i vandet. Resten af ingredienser tilsættes og blandes i. Hvis dejen er for tør, kan der tilsættes lidt vand, og er den for klæbrig, kan der tilsættes lidt mel. Dejen trykkes ned på køkkenbordet til ½ cm's tykkelse, og der udskæres små måner. De lægges på en bageplade beklædt med bagepapir og bages i ca. 15 minutter ved 175 grader (150 i varmluftsovn).

søndag den 23. november 2008

Quinoa og linser med karry

Dette er en uhyre nem ret, som er klar i løbet af en halv time. Opvasken er minimal, da der kun bruges en gryde til det hele.

  • 3 dl quinoa
  • 1 dl brune linser
  • 7 dl vand
  • 2-3 håndfulde frosne bønner (andre grønsager kan også bruges)
  • et par tsk færdigblandet karrypulver (gerne stærk) eller:
  • 1 tsk gurkemeje
  • lidt sort peber
  • ½ tsk stødt ingefær
  • 1 knivspids chili
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 2 pressede eller fint hakkede fed hvidløg
  • ½ tsk salt
Der er to mulige fremgangsmåder: Linserne kan lægges i blød i vandet i et par timer eller mere, hvorefter quinoaen, karryblandingen og bønnerne tilsættes. Det hele bringes i kog, der skrues ned for varmen, og retten får lov at simre i 15-20 minutter.

Har man glemt at lægge linserne i blød, skal de først koge i 5-10 minutter, inden quinoa'en, karryblandingen og bønnerne tilsættes. Retten skal derefter simre i 15-20 minutter.

Ligesom med naturris har jeg erfaret, at quinoa får en endnu lækrere konsistens, hvis den får lov at blive i gryden under låg i 5-10 min. efter endt kogning. Den bliver mindre klæbrig.

søndag den 16. november 2008

Selleripostej

Denne postej får sin markante smag af knoldselleri, der - efter min mening - er en lækker efterårs- og vintergrønsag. Det er dog ikke alle, der sætter pris på dens ret dominerende smag; i så fald kan man i denne opskrift udskifte knoldselleri med andre rodfrugter, såsom gulerødder eller rødbeder (der vil give postejen en flot lillafarve). Jeg synes dog, at postejen kommer til at smage lidt flad uden selleri. Andre krydderier og krydderurter kan også bruges, såsom chili, karry, muskat, rosmarin, timian osv.

Til et tærtefad på ca. 25 cm i diameter skal der bruges:
  • 1,5 dl boghvede (hel eller knækket)
  • 1 mellemstort løg
  • 1 halv knoldselleri
  • 2 fed hvidløg, hakket eller presset
  • 2 spsk oliven- eller rapsolie
  • 2 dl røde splitlinser
  • 1 l vand
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1 tsk salt (eller efter behag)
  • peber efter behag
Løg og knoldselleri hakkes i små stykker. Olien opvarmes i en tykbundet gryde, hvori løg, knoldselleri og hvidløg steges, indtil løget er klart. Boghvede, linser og de øvrige ingredienser tilsættes. Det hele bringes i kog, hvorefter der skrues ned for varmen, og det får lov at simre i 20-30 min, indtil al væden er opsuget (afhængigt af, om det er hel eller knækket boghvede, der bruges, vil det tage hhv. lidt længere eller kortere tid, så hold øje med det). Der røres rundt en gang imellem, så det ikke brænder på i bunden.

Blandingen presses derefter i en tærteform og bages i ovnen ved 200 grader (175 grader med varm luft) i ca. 30 min. Postejen smager godt både varm og kold, men den får først en fast konsistens, når den er kølet af.

mandag den 10. november 2008

Tyr og pelsdyr

Spanien er kendt for flere sadistiske traditioner som tyrefægtning, men jeg havde ikke hørt før i dag om "Toro Júbilo", som også involverer tyre. Der fæstnes harpikskugler eller fyrværkeri på tyrens horne, som derefter antændes, før tyren slippes løs. Det er vist ikke nødvendigt at forklare, at tyren føler stor angst og desuden risikerer forbrændinger i hovedet. Heldigvis vælger man efterhånden flere steder at bruge en kunstig tyr af metal som styres af mennesker, men i byen Medinaceli foregår traditionen desværre stadig med en rigtig tyr.

Peta laver i øjeblikket en kampagne mod denne form for dyremishandling. Man kan skrive en mail til de ansvarlige bag denne praksis her.

Her i Norden har vi desværre også dyremishandling i form af pelsfarme. Et norsk dokumentar, der netop kan ses på Anima, dokumenterer de kummerlige forhold, dyrene lever under på norske farme, indtil de bliver slået ihjel. Den norske forening Netverk for dyrs frihett samler underskrifter for at forbyde pelsavl i Norge, og jeg kan kun anbefale, at man skriver under her, hvor man også kan skrive til den norske ambassade.

fredag den 7. november 2008

Vegansk chokolade og pære(let)dessert

Chokolade er en af mine store laster. Det er heldigvis ganske sundt, i hvert fald hvis den er mørk. For nogle år siden begyndte Netto, til min store glæde, at sælge økologisk chokolade af mærket björnsted. De har en mælkechokolade (som jeg jo ikke køber) og to mørke chokolader, én med 85% og en med 70% kakao. Jeg kan lide dem begge, men jeg er virkelig faldet for den med 85% kakao, og jeg er blevet helt afhængig af den mørke, bitre smag.


Chokoladen er lækker at spise som den er, men den kan selvfølgelig også bruges i madlavning. Det er nu sæson for pærerne, så de sidste dage har jeg nydt godt af denne meget nemme og hurtige efterårsdessert: Pærer med smeltet chokolade.

Der skal bruges pr. person:
  • 1½ pære (afhængig af størrelsen)
  • 2 stk mørk chokolade (jeg brugte den med 85% kakao)
Pærerne skrælles, halveres, og kernehuset fjernes. Halvdelene lægges i et ovnfast fad og bages i ca. 10 min. ved 260 grader. Den ene halvdel lægges i en serveringsskål, der lægges et stykke chokolade, derefter den anden halvdel, så det andet stykke chokolade, og til sidst endnu en halvpære. Evt. saft fra pærerne kan hældes over. Dette skal gøres, så snart pærerne er taget ud af ovnen, så chokoladen kan smelte.

torsdag den 30. oktober 2008

Græskar, dejlige græskar...

I morgen er det allehelgensaften, der i Nordamerika og Storbritannien fejres med en masse (u)hyggelige aktiviteter, bl.a. udskæring af græskar. Traditionen er efterhånden ved at være udbredt i Danmark, godt hjulpet af diverse kæder og forretninger, for hvilke Halloween kan vise sig at være indbringende.

På trods af min skepsis omkring al den kommercielle opmærksomhed, Halloween får i Danmark, må jeg indrømme, at jeg altid har syntes godt alt det med hekse, spøgelser og græskar. Specielt græskar. Hos mine forældre har der længe groet græskar på kompostbunken, og der var noget fascinerende ved de enorme frugter. Desværre blev de sjældent spist, der vi ikke rigtigt vidste, hvad vi skulle stille op med dem. De endte ofte med at rådne på kompostbunken og danne ophav til den næste generation af græskar. Et af problemerne var nok, at de var uoverkommelig store, og at de desuden var ret hårde at skære i.

I år har jeg selv dyrket to typer mindre græskar, og jeg kan stolt vise jer et par eksemplarer af årets høst. Det store er et tyrkerhuegræskar (også kendt som ufogræskar) og det lille skulle være et grønt hokkaidogræskar (det har dog ikke den klassiske hokkaidoform, så det er lidt usikkert).Tyrkerhuen var ret hård at skære i, og den skulle skrælles, hvilket var lidt besværligt. Men man kan nøjes med at skære den i ottendedele og dampe eller koge den i en smule vand i 20-30 minutter, derefter vil kødet nemt kunne skæres fra. Det lille græskar behøver dog ikke at blive skrællet, da skrællen bliver blød under kogning.

Så de seneste uger har jeg brugt græskar en hel del til min aftensmad, men jeg har også forsøgt mig med en kage, og resultatet var særdeles vellykket. Jeg fandt en opskrift på en "Impossible Pumpkin Pie" på SusanV's vidunderlige blog, som jeg prøvede med nogle få ændringer. Selv synes jeg, at det er en af de lækreste kager, jeg har smagt, den har en lækker konsistens og er delikat krydret. Her er så min version, der højst sandsynlig er meget lig den originale græskarkage. Jeg brugte et halvt tyrkerhuegræskar, men en anden type græskar, for eksempel hokkaido, vil også sagtens kunne bruges.
Til en springform på ca. 22 cm i diameter:
  • 3,5 dl sojamælk, gerne med vanilje
  • 2 spsk arrow root (eller andet stivelse) udrørt i 2 spsk vand
  • 5 dl moset græskar (bare kogt græskarkød, der er blevet blendet)
  • 1,5 dl boghvedemel (eller andet mel)
  • 2 tsk natron eller bagepulver
  • 1,5 dl sukker
  • ½ tsk stødt ingefær
  • ¼ tsk stødte nelliker
  • 1 tsk kanel
Det hele blandes godt sammen til en lind dej (jeg gjorde det med en stavblender) og hældes i en smurt springformen. Kagen bages ved 175 grader i en time. Lad den køle helt af, før springformen åbnes.

Opdatering: Jeg har nu prøvet at bage kagen med hvedemel, og det fungerer fint. Den skal dog have lidt kortere tid i ovnen, ca. 45 minutter.

tirsdag den 28. oktober 2008

6 mærkværdigheder

Jeg er blevet beæret over at blive tagget af Jens Drejer. Tagget går ud på, at man skal nævne seks underlige vaner, man har. Det er nu ikke så nemt, som det lyder, for hvad der er mærkeligt for nogle kan være ganske normalt for andre. Såsom at være veganer; for mig er det ganske almindeligt og dejligt, men jeg ved, at andre synes at det er langt ude, sundhedskadeligt, latterligt, fundamentalistisk, umuligt eller hvad de nu kan komme på.

Så her er seks af mine mærkværdigheder, som jeg nok har brugt et par timer på at finde.
  1. Jeg vasker hænderne rigtig mange gange i løbet af en dag. Hvis jeg har været udenfor, aet katten, læst avis, læst biblioteksbøger, været på toilettet, vandet blomsterne, hentet rent vasketøj op fra kælderen, børstet mit hår, osv... Og selvfølgelig hver gang jeg skal lave mad eller spise. Jeg er ellers ikke nogen rengøringsfanatiker (faktisk burde jeg nok støvsuge og vaske gulvet lidt oftere end jeg gør), men jeg synes, at hænderne, som kommer så mange steder, skal vaskes ofte. Men måske overdriver jeg lidt; jeg har i hvert fald meget tørre hænder. Dog afskyr jeg, når folk ikke vasker hænderne efter toiletbesøget. Det er bare for ulækkert.
  2. Jeg bager mit eget rugbrød og laver min egen yoghurt (nej, det er ikke så svært, og nej, jeg er ikke nogen professionel hjemmegående husmor).
  3. Jeg forarges over folk, der kører i firehjulstrækker. Jeg kan godt forstå, at man gør det i en uvejsom stenørken, men det er altså komplet latterligt på de danske veje. Det er farligt, forurenende og fuldstændig unødvendigt. Jeg hader også, når folk kører for stærkt og sætter andres liv i fare.
  4. Jeg er ikke særlig overtroisk eller religiøs, men når jeg har læst en bog om spøgelser eller set en uhyggelig film, tør jeg knap nok gå på toilettet om natten. Eller kigge i spejlet; tænk hvis jeg så en uhyggelig skikkelse bag mig! Det går over efter et par dage, men mens det står på, er jeg faktisk ret bange. Samtidig kunne jeg alligevel godt tænke mig en dag at se et rigtigt spøgelse eller noget i den stil.
  5. Jeg elsker at finde ud af, hvad ordene kommer fra. Etymologi har længe fascineret mig.
  6. Jeg synes man burde afskaffe Kongehuset. Jeg synes ikke medlemmerne af Kongehuset er tilstrækkelig gode repræsentanter for landet, da de støtter barbariske traditioner såsom at gå med pels eller gå på jagt (for ikke at tale om Henriks madvaner). De burde give et bedre eksempel. Desuden bryder jeg mig ikke om princippet bag monarkiet, som er udemokratisk. Det er også urimeligt for de kongelige selv, at de fra en tidlig alder skal være i mediernes søgelys, uden at de selv har valgt at komme i denne situation. Og er der ikke vigtigere ting at bruge skattekronerne på? Men ak, de fleste dansker ønsker et kongehus, så jeg må vel bøje mig for flertallet.
Jeg vil ikke tagge nogen, men enhver der læser denne blog kan betragte sig selv som tagget, hvis vedkommende ønsker det. Reglerne er:
  • Link til din tagger
  • Nævn reglerne i din blog
  • Fortæl om seks af dine særlige vaner (unspectacular quirks of yours)
  • Tag seks andre bloggere
  • Læg en besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget

onsdag den 15. oktober 2008

Ostekage med jordbær

Denne ostekage er lavet med grødris i stedet for den mere traditionelle tofu, og jeg har brugt agar-agar til at få den til at stivne. Den er ikke særlig sød, så har man en sød tand, kan man bare tilsætte mere sukker eller sirup. Til toppen har jeg brugt jordbær, som jeg havde i fryseren, men andre bær eller frugtmos kan også bruges, og det smager sikkert endnu bedre med friske frugt.

Jeg har forsøgt mig med en glutenfri bund, men en hvilken som helst tærtedej vil sandsynligvis kunne bruges. Opskriften passer til en springform på ca. 23 cm i diameter.


Til bunden:
  • 2,5 dl rismel
  • 3 spsk sirup
  • 2 spsk rapsolie
  • ½-¾ dl vand
Rismel, sirup og olie blandes sammen. Vandet tilsættes lidt efter lidt til dejen kan samles. Den trykkes i bunden af en springform med hænderne og bages i 10-15 min. ved 175 grader. Dejen vil måske krakelere, men det gør ikke noget. For at spare tid kan dejen laves, mens risen koger.

Til fromagen:
  • 2¼ dl grødris
  • 7 dl vand
  • 5 dl sojamælk
  • ½ dl sirup
  • 2 tsk agar-agar
Risen og vandet bringes i kog, og sojamælken tilsættes. Der skrues ned for varmen, og blandingen for lov at simre i ca. 45 min. Rør rundt en gang i mellem, så risen ikke brænder fast i bunden af gryden. Derefter blendes blandingen til en lind vælling (jeg brugte en stavblender). Sirup og agar-agar tilsættes, og blandingen opvarmes igen og koger et par minutter under omrøring. Den hældes straks i springformen og bages i 20 min. ved 175 grader. Mens den køler af, laves jordbærgeléen.

Til jorbærgeléen:
  • 500 g optøede jordbær (eller andre bær)
  • 2 dl vand
  • 2 spsk arrowroot eller andet stivelse (fx majs- eller kartoffelstivelse)
  • 1 tsk agar-agar
Arrowroot og agar-agar opløses i vandet, som bringes i kog. Det koger i 2-3 min., før jordbærrene tilsættes og varmes op i 1-2 min. Blandingen hældes over fromagen og får lov at køle af. Når ostekagen er kølet helt af, kommer den i køleskabet i mindst et par timer, før springformen åbnes.

søndag den 12. oktober 2008

"Det kærlige køkken" på P1

For et par dage siden skrev Luna et indlæg om Kirsten Skaarups nyeste kogebog, Det kærlige køkken. Bogen er også blevet omtalt i den seneste udsendelse af Klima og Miljø på P1, hvor bogen kaldes verdens første klimakogebog. Kirsten Skaarup interviewes af journalisten Henrik Prætorius, som ærgeligt nok er en af de mange fordomsfulde kødspisere, der tror at vegetarerne lever som asketer (og som naivt beskriver kvægproduktionen som okser, der går "omkring på de grønne marker og siger muh"...). Idéen om en klimakogebog bakkes op af forskerne, bl.a. John Hermansen fra Århus Universitet, der også er med i udsendelsen. Han var ligeledes med i en tidligere udsendelse fra mars i år, hvor der blevet sat fokus på kødets klimabelastning.

Der findes i øvrigt også et interview med Kirsten Skaarup på hendes hjemmeside, hvor hun uddyber sine bevæggrunde for at være vegetar.


At spise grønt gavner ikke blot dyrene og sundheden, det er også det bedste man som enkeltperson kan gøre for at skåne miljøet.

torsdag den 18. september 2008

Grønsager i kokosmælk

En indonesisk inspireret ret, der kan serveres med ris eller nudler.


  • 1 porre
  • 2 håndfulde grønne bønner
  • 2 kartofler
  • 2 gulerødder
  • lidt chili efter smag
  • 1 dåse kokosmælk (400 ml)
  • 1 halvt blomkålshoved (brug gerne de grønne blade, hvis de ikke er for grove)
  • evt. salt og peber
Porre, gulerødder og kartofler skæres i skiver eller små stykker. De kommes i en gryde sammen med bønner, kokosmælk og chili. Det hele bringes i kog og for lov at simre i 15 min. ved svag varme. Imens deles blomkålshovedet i små buketter, og blomkålsbladene skæres i mindre stykker. De tilsættes kokosblandingen, som får lov til at simre yderligere 5-10 min. eller indtil blomkålsstykkerne er tilpas kogte. Smages evt. til med salt og peber.

tirsdag den 16. september 2008

Pizza med broccoli

Broccoli er i forvejen en af mine yndlingsspiser, men som bagt oven på en pizza synes jeg, at det bliver ekstra lækkert. Måske en måde at få broccoli-hadende børn til at sætte pris på den sunde grønsag? (Blot en tanke, som ikke er blevet afprøvet i praksis!)
Opskriften passer til en plade på ca. 24 x 26 cm (stakkels jeg har kun en miniovn). Til dejen skal man bruge:
  • 1 dl vand
  • 12 g gær (¼ pakke)
  • ¼ tsk salt
  • 1 dl havregryn
  • 2 dl hvedemel + lidt ekstra
Gæren opløses i vandet. Salt, havregryn og hvedemel tilsættes, og dejen æltes til den er smidig. Tilsæt evt. lidt mere hvedemel, hvis den er for tør. Den får lov at hæve mindst en halv time (eller den kan hæve natten over i køleskabet). Derefter trykkes den flad på en bageplade, som er beklædt med bagepapir. Dejen skal være meget tynd undtagen på kanterne. Brug evt. lidt hvedemel, hvis den klistrer.

Derefter laves fyldet med:
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 løg, fint hakket
  • 3 fed hvidløg, fint hakket eller presset
  • evt. lidt chili
  • 1 spsk tørret oregano
  • 1 dåse tomater (400 g)
  • evt. lidt salt og peber
  • 1 lille broccolihoved med stamme
Halvdelen af det hakkede løg, hvidløg og evt. chili steges et par minutter i olien. Tomaterne tilsættes sammen med oregano og evt. salt og peber. Broccolistammen deles i 4 stykker på langs, skæres i tynde skiver og tilsættes tomatblandingen. Den får lov at simre uden låg i ca. 15 min., eller indtil den er blevet tykkere. Rør rundt en gang imellem, så den ikke brænder på. Imens deles broccolihovedet i små buketter.

Tomatsaucen spredes jævnt på pizzabunden. Broccolibuketterne og resten af det hakkede løg fordeles på toppen, og pizzaen bages i ovnen i ca. 25 min. ved 220 grader.

fredag den 5. september 2008

Chokolade-og-appelsinsmåkager med mandler


I disse småkager indgår kakao i en lækker kombination, denne gang ikke med mynte, men med appelsin.
  • 5 dl hvedemel
  • 2 dl kakao
  • 2 dl sukker
  • ½ tsk natron (eller 1 tsk bagepulver)
  • 3 dl sojamælk
  • 2 spsk rapsolie
  • 2 tsk æterisk appelsinolie eller 4 tsk fintreven eller finthakket appelsinskræl
  • 2 dl groft hakkede mandler
Hvedemel, kakao, sukker og natron blandes sammen. Sojamælk, rapsolie og appelsinolie/skræl tilsættes, og det hele røres godt sammen til en klistret dej. Mandlerne tilsættes og blandes i dejen. Dejen lægges i små klatter på en bageplade beklædt med bagepapir; dejen er ret klistret, så dette gøres nemmest med 2 spiseskeer, den ene til at tage en klat dej og den anden til at skubbe den ned på bagepladen. Kagerne bages i ca. 15 min. ved 175 grader og afkøles på en rist.

torsdag den 4. september 2008

Spaghetti med rødbede og linser

Det er sæson for rødbeder, og kun fantasien sætter grænser for, hvad de kan bruges til: Salater, supper, karryretter, kager... I denne ret erstatter rødbedeblandingen den mere traditionelle og lige så velsmagende tomatsauce. Den kan også blendes , hvis man ønsker en "rigtig" sauce, og andre urter kan bruges i stedet for timian. Og andre typer pasta end spaghetti kan selvfølgelig også bruges.
  • 1 stor eller 2 små rødbeder
  • 1 mellemstort løg
  • 4 fed hvidløg
  • 1 dl røde splitlinser
  • 2, 5 dl vand
  • 1 tsk tørret timian
  • evt. salt og peber efter behag
Rødbeden skæres i små stykker (jeg gør det ved at skære rødbeden i skiver på langs, som derefter skæres i tynde bjælker, der til sidst kan skæres på tværs). Løget skæres i stykker, og hvidløget hakkes fint. Grønsagerne kommes i en gryde med vand, linser, timian og evt. salt og peber. Det hele bringes i kog og koger i 10 min. Derefter får det lov at "trække", mens spaghetti koges.

tirsdag den 2. september 2008

Underskriftindsamling for en pelsfrimode

Anima laver lige nu en underskriftindsamling for at stoppe brugen af ægte pels i moden. Målet er at opnå 100.000 underskrifter, som skal hjælpe Anima og andre dyreretsorganisationer til at overbevise de store modefirmaer til at droppe pelsen.

En nem måde at hjælpe dyrene på er at klikke på linket, udfylde felterne og bekræfte underskriften; det hele tager kun 2 minutter.

Ris med grønsager og hvidløgsdressing

Denne ret er et sammensurium af ris og diverse grønsager fra køleskabet og fryseren, som trængte til at blive spiste. Den skulle egentlig række til 4 mennesker (ifølge anvisningerne på rispakken), men min kæreste og jeg spiste det hele på en aften.

Til risen:
  • 3 dl naturris
  • 4,5 dl vand
  • 3 kugler frosen spinat
  • 2 håndfulde grønne bønner
  • evt. salt og peber efter smag
Risen kan enten sættes i blød et par timer, så kogetiden reduceres til ca. 20 min., eller den koges under låg i 35-40 minutter. Ca. 20 min. før den er færdigkogt, tilsættes spinat og bønner ovenpå. Risen bliver ekstra lækker af at stå og "trække" i 5-10 minutter, inden den serveres.

Porrer og champignon med karry:
  • 2 porrer
  • 250 g champignon
  • 2 tsk karry
  • 2 spsk olivenolie
Porrer og champignon ordnes og skæres i skiver/stykker. Olivenolien opvarmes på en pande, karryen svitses et par sekunder, og porrerne tilsættes. De steges i 5 minutter, hvorefter champignon tilsættes. Det hele steges i yderligere 5-10 minutter.

Hvidløgsdressing:
  • 1 dl koldpresset rapsolie
  • ½ dl eddike af god kvalitet
  • 1 tsk sennep
  • 3 fed hvidløg
Rapsolie, eddike og sennep blandes i et glas med skruelåg, som rystes godt. Hvidløget presses og blandes rundt med dressingen i glasset. Denne dressing kan holde sig et par uger i køleskabet. Et par skefulde ovenpå risen er lækkert.

mandag den 18. august 2008

Hjemmelavet sojamælksyoghurt

Da jeg blev veganer, blev jeg ret hurtigt vænnet til smagen af sojamælken, og den har jeg siden flittigt brugt. Jeg savnede dog en erstatning for yoghurt. Når jeg var i Frankrig kunne jeg i almindelige supermarkeder købe noget sojayoghurt i små bægre (af mærket Sojasun), og efter flere måneder uden yoghurt smagte de bare himmelsk. Det var frisk, rigtig yoghurt, lavet på sojamælk tilsat en eller flere bakteriekulturer. I Danmark kunne man dengang kun finde nogle langtidsholdbare sojayoghurter uden levende bakteriekultur; men så kom Yofu Naturel fra Alpro Soya, med levende bakteriekulturer. Den smager godt, men prisen er til gengæld noget pebret (over 30 kr. for en halv liter), så det er ikke et produkt jeg ville have råd til at indtage hver dag. Men man behøver egentlig kun at købe det én gang, så kan man nemt og meget billigere fremstillet sin egen yoghurt.

Man har kun brug for:
  • knap 2 l sojamælk
  • 2 spsk sojayoghurt
  • 2 store glas med skruelåg (jeg bruger olivenglas, der kan være næsten 1 liter i; der er derfor altid en smule sojamælk tilbage i gryden, fordi jeg altid bruger 2 hele kartoner, så enten bruger man resten til noget andet - kakao for mit vedkommende - eller også bruger man lidt mindre end 2 liter fra starten af)
Mælken varmes op i en gryde til kogepunktet (eller næsten). Den hældes derefter i glassene; låget sættes løst på, det må ikke skrues fast, for så bliver glasset svært at åbne, når mælken er kølet af. Mælken afkøles i glassene, til den er ca. 40 grader varm. Jeg har ikke noget termometer, så jeg bruger bare hænderne; når det ikke længere føles brændende at holde på glassene, er mælken klar. Det tager ca. 1½-2 timer ved stuetemperatur. Det vigtigste er, at mælken ikke er for varm, for så dræbes bakteriekulturen.

Når mælken har opnået den ønskede temperatur, rører man 1 spsk yoghurt rundt i hvert glas. Derefter skruer man lågene fast og pakker glassene ind, så de kan holde sig varme de næste timer (jeg sætter dem på et sammenfoldet viskestykke og under tehætten). Lad glassene stå i 12-24 timer, afhængig af hvor syrlig man ønsker, smagen skal være. Jo længere tid, desto stærkere smag.



Så har man yoghurt til samme pris som den sojamælk, man nu køber! Yoghurten opbevares i køleskabet. Man må huske at gemme et par skefulde til næste gang, der skal laves yoghurt. Hvis man ikke har mulighed for at lave yoghurt i en længere periode, kan man gemme lidt yoghurt i fryseren. Den frosne yoghurt vil miste sin lækre konsistens og vil blive mærkeligt grumset og flydende, når den optøs, men den kan sagtens bruges til at lave ny yoghurt - den skal muligvis have lidt længere tid at formere sig i.

Opdatering: Jeg har nu prøvet at lave yoghurt med to typer sojamælk, Naturli' med vanilje og Provamel med kalcium. Som drikkemælk kan jeg egentlig bedst lide Provamel, men jeg synes at Naturli' med vanilje er afgjort den bedste til at lave yoghurt. Den sødlige vaniljesmag afbalancerer perfekt yoghurtens syrlighed. Men det er måske også bare et spørgsmål om vane, og andre vil måske foretrække andre typer sojamælk.

Endnu en opdatering: Det er slet ikke nødvendigt at bringe mælken helt op at koge. Nu har jeg prøvet mange gange kun at varme mælken op, til den er lillefingervarm (omkring 40 grader), og det har aldrig givet problemer med hensyn til bakterier. Det er meget nemmere på den måde, og man sparer både tid og energi.

torsdag den 19. juni 2008

Meksikansk inspireret salat med sød-stærk dressing

Så fortsætter jeg i det meksikanske hjørne med denne salat. Champignon har vist ikke så meget med Meksiko at gøre, men det havde jeg i køleskabet, og det passer fint til de andre ingredienser. Paprika i dressingen giver en sød smag, som afbalancerer den stærke smag fra cayennepeber.Der skal bruges:
  • 250 g champignon
  • 2 modne avokadoer
  • 1 rød peberfrugt
  • ½ løg
Til dressingen:
  • ½ dl rapsolie
  • ¼ dl eddike
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk paprika
  • 1 knivspids cayennepeber
Ingredienserne til dressingen røres sammen. Champignon og avokadoer skæres i små stykker og kommes i en skål. Løg og peberfrugt hakkes fint og blandes med champignon og avokado. Den ønskede mængde dressing hældes på salaten.

Guacamole

Til denne guacamole har jeg brugt:
  • 2 modne avokadoer
  • saften af ½ citron
  • ½ løg, finthakket
  • 1 tomat, finthakket
  • ½ gul peberfrugt, finthakket
  • ½ tsk stødt spidskommen
  • 1 knivspids cayenne peber
Avokadoerne moses med en gaffel, og resten af ingredienserne tilsættes. Bland det hele godt sammen, og lad det stå og trække i 10 minutter. Kan spises med for eksempel tortilla chips (Søstrene Grene har nogle økologiske til kun 10 kr.).

onsdag den 18. juni 2008

Hjælp hvalerne 2

Norge er også blandt de lande, der udøver hvalfangst. HSI opfordrer os til at skrive til den norske statsminister Jens Stoltenberg her.

mandag den 16. juni 2008

Linsedal med fire krydderier


Dal er en af grundpillerne i de indiske, pakistanske og bangladeshiske køkkener. Der findes vel ligeså mange variationer, som der findes kokke. Ordet dal refererer egentlig til en splittet bælgfrugt, og der findes et utal af typer. En af de almindeligste, masoor dal, er røde splitlinser, som er nemme at anskaffe her i Danmark. Men andre linser, kikærter eller flækærter kan også bruges med varierende kogetider.

Til denne linsedal har jeg brugt fire krydderier: Sennepsfrø, spidskommenfrø, kanel og stødt ingefær. Tilsammen giver de en mild men varmende, lidt syrlig smag.
  • 1 tsk sennepsfrø
  • 1 tsk spidskommenfrø
  • 2 cm kanelstang
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 2 spsk oliven- eller kokosolie
  • 2 hakkede løg
  • 2 dl røde splitlinser
  • 1 dåse (400 g) tomater
  • 2½ dl vand
  • evt. salt
Knus sennepsfrø, spidskommenfrø og kanel i en morter (ellers kan man bruge krydderier i pulverform). Kom dem i den varme olie og steg et par minutter, til de begynder at dufte. Tilsæt ingefær og løg, og steg yderligere et par minutter. Kom linserne, tomaterne, vandet og evt. salt og lad det koge på lavt blus i 20 minutter. Rør rundt fra tid til anden, så bunden ikke brænder på, og tilsæt evt. lidt vand, hvis blandingen tørrer ud. Kan serveres med kogt ris.

søndag den 15. juni 2008

Hjælp hvalerne med et par klik

Billede: Wikipedia









HSI (Humane Society International) giver én muligheden for at vise, at man tager afstand fra hvalfangst, ved at skrive til den japanske premierminister og Island. Det tager kun et par sekunder, men man har også mulighed for selv at redigere brevet, hvis man har lyst.

mandag den 9. juni 2008

En skrækhistorie om veganisme og børn

Så er der igen kommet en skrækhistorie om vegansk kost og børn i medierne med Politikens artikel. Det er sørgeligt, når journalister ikke passer deres arbejde ordentlig og kommer med fuldstændig unuancerede oplæg, der rammer alle veganere.

Denne triste sag er ikke et bevis på, at vegansk kost i almindelighed er sundhedstruende (men det bliver den desværre brugt til af veganismens/vegetarismens modstandere). Ja, pigens forældre er veganere, og ja, hun er blevet alvorligt fejlernæret. Betyder det, at alle veganske børn skulle være fejlernærede? Det kan man der ikke slutte ud fra nogle få, enkeltstående tilfælde. Pigens tilstand er sandsynligvis snarere et resultat af groft omsorgssvigt, som kan skyldes en alvorlig uvidenhed om basale kostråd (en uvidenhed som nok er ret udbredt, når man ser hvor mange børn - kødspisende for det meste - der får usund mad hjemmefra) eller andre personlige/sociale årsager, som vi kun kan gisne om. "Normale" forældre uden alvorlige sociale eller personlige problemer vil da også tage deres barn til lægen og få rettet op på manglen, før det går så galt med barnets helbred.

I øvrigt er D-vitamin-mangel ikke udelukkende et problem for veganere. Det er meget udbredt, dels fordi vi på vores breddegrader ikke får sol nok om vinteren, og dels fordi det er svært at få behovet dækket gennem kosten alene (jf. Fødevarestyrelsens side om D-vitamin). Er man mørk i huden, eller opholder man sig sjældent i sollyset, er risikoen for D-vitamin-mangel større. Det anbefales generelt at tage tilskud, hvis man ikke opholder sig nok i solen. Gravide, indvandrere, ældre samt spædbørn og småbørn bør også tage tilskud for at være på den sikre side.

En vegansk kost er ikke nødvendigvis sund; hvis man lever af pomfritter og tofuis, vil man ret hurtigt blive fejlernæret. Og en kost med kød er ikke nødvendigvis usund, hvis man da begrænser sit kødindtag og sørger for at spise rigeligt med frugt og grønt. Men det betyder selvfølgelig ikke, at en veganer automatisk vil komme til at mangle næringsstoffer, og at en kødspiser vil få alle de nødvendige næringsstoffer i tilstrækkelige mængder. Veganisme er stadig et nyt og relativt ukendt fænomen i Danmark, men i USA har den veganske diæt større anerkendelse, og The American Dietetic Association skrev i sit tidsskrift i 1997, at "velplanlagte veganske og ovo-lakto-vegetariske diæter egner sig til alle faser i livscyklusen, inklusiv under graviditeten og amningen" og "opfylder næringsstofsbehovet hos spædbørn, børn og teenagere og fremme normal vækst" ("Position of The American Dietetic Association: Vegetarian Diets". Journal of American Dietetic Association, 1997, vol. 97: 1317-1321). Nøgleordet er selvfølgelig "velplanlagt", og som alle andre forældre bør veganere sætte sig ind i, hvordan deres børn får en kost, der dækker deres ernæringsbehov. Gode, pålidelige råd til veganske forældre kan bl.a. findes her og her.

Artiklen i Politiken generaliserer et enkelt tilfælde til at gælde for alle veganere, uden videnskabelig dokumentation. Det vil jeg kalde dårlig journalistik.

tirsdag den 20. maj 2008

Rabarber med låg


Vi er nu midt i rabarbertiden, og jeg havde tænkt mig at lave en klassisk rabarbersmuldredejskage. Desværre glemte jeg, at man kun skal røre dejen indtil den har konsistens som brødkrummer, så jeg endte med en samlet dej (dette sker altid for mig, og jeg kan dårligt menes at have præsteret at lave en smuldredej...). Nå, men så måtte dejen blive et låg, og jeg blev ikke ked af resultatet.

Jeg er ikke så glad for margarine. Jeg bruger det, men mest til at smøre brødforme. De fleste margariner er lavet på basis af palmeolie, som ofte kommer fra Indonesien eller Malaysia, hvor palmeplantager sættes i forbindelse med massiv skovrydning og ødelæggelse af levesteder for truede dyrearter som orangutanger. Derfor prøver jeg så vidt muligt at begrænse mit forbrug af produkter, der indeholder palmeolie (og det er desværre ikke kun margarine; det gør de fleste vegetabilske sæber samt industrikager og -kiks også). Og da jeg havde en halv pakke kremet kokosnød tilbage, fandt jeg på at bruge den som fedtstof til dejen. (Kremet kokosnød, måske bedre kendt som creamed coconut, er en fast kokoskoncentrat, som sælges i æsker på 200 g i større supermarkeder og etniske grønthandler.) Det gav en meget delikat smag til dejen, som harmonerede fint med de syrlige rabarber. Opskriften passer til et tærtefad på 25 cm.
  • 10 stilke rabarber
  • 2 æbler
  • 1 dl sukker
  • 100 g kremet kokosnød (en halv pakke)
  • 1 dl havregryn
  • 2 dl hvede- eller grahamsmel
  • 2 tsk stødt ingefær
  • 2-3 spsk vand
Skær rabarber og æblerne i små stykker, spred dem på bunden af tærtefadet og drys med ½ dl af sukkeret. I en skål blandes ½ dl sukker, havregryn, hvedemel og ingefær. Smuldr kokos ind i dejen, som skal ligne parmesan (på det punkt ville man nok kunne bruge dejen til en smuldredejskage), og saml den med par spsk vand. Tag en klump dej og tryk den flad mellem håndfladerne, og læg den på frugterne. Gør det samme med resten af dejen, indtil alle frugter er dækket. Bag 40 minutter ved 180 grader.

lørdag den 17. maj 2008

Black bean brownies


I både Syd- og Nordamerika indtager bønner en stor rolle i madlavningen. Her i Danmark har vi ikke så mange muligheder for at opleve den mangfoldighed af bønnesorter, som spises i andre dele af verden. Hos etniske grønthandler eller i helsekostbutikker kan man dog finde et lidt større udvalg af bønner. Jeg fandt nogle sorte bønner fra Urtekram og besluttede mig for at prøve at bruge dem i en dessert. Flere steder på nettet har jeg læst, at disse bønner er fortrinlige i chokoladekager, og black bean brownies er en almindelig spise i USA.

Jeg valgte at prøve mig frem med følgende opskrift og var ganske tilfreds med resultatet. Jeg har dog valgte at komme lidt flere mandler/nødder i opskriften end jeg gjorde, og næste gang vil jeg bage dejen i en lidt mindre form, så kagerne kan blive lidt tykkere. At bruge bønner i kager kan lyde lidt skræmmende, men jeg lover, at man ikke kan smage dem! Til gengæld smager disse brownies rigtig meget af banan, så det ville måske være mere passende at kalde dem for banana brownies.

  • 2 dl tørrede sorte bønner (blev til ca. 7 dl kogte bønner)
  • 1 dl havregryn
  • 3 modne bananer
  • 1 dl kakao
  • 1 dl sukker
  • 2 spsk rapsolie
  • 1 dl mandler eller nødder
Læg bønnerne i blød natten over og kog dem i nyt vand i 45-60 minutter. Hæld vandet fra. Blend havregryn til grov mel. Bland bønnerne, havremelet, bananerne, kakao, sukker og rapsolie sammen og blend dem til en lind dej. Sørg for at bønnerne er godt moset. Hak mandlerne/nødderne groft og kom dem i dejen. Hæld dejen i en smurt form (20 x 20 cm eller mindre) og bag ved 175 grader i ca. 30 minutter. Lad kagen køle af og skær den derefter i firkanter.

tirsdag den 6. maj 2008

Quesillo de piña


Quesillo de piña, eller ananasflan, er en let og forfriskende dessert fra Venezuela. Den er oprindeligt slet ikke vegansk, da den laves af (kondenseret) mælk og en masse æg. Men den eksotiske kombination af rom, ananas og vanilje lød indbydende, så jeg besluttede mig for at prøve en mere dyrevenlig (og sundere) version. Denne opskrift rækker til tre generøse portioner.

  • En dåse ananas
  • 3,5 dl sojamælk med vanilje (ellers tilsæt selv vanilje)
  • 1,5 dl ananassaft fra dåsen
  • 1 tsk agar agar i pulver
  • 1 dl rom
Sirup:
  • ¼ dl ananassaft fra dåsen

  • ½ dl sukker

Læg ananasskiver i bunden af en kageform, som lige er blevet skyllet med vand (det hjælper når man derefter skal tage quesillo'en ud af formen). Du kan også bruge nogle små, individuelle forme eller skåle, det vil se flottere ud. Kom sojamælk, ananassaft og agar agar i en gryde, og bring det i kog. Lad det koge i 30 sekunder, tag af varmen og tilsæt rommen. Hæld traks blandingen over ananasskiverne og lad det køle fuldstændigt af. Sæt derefter formen i køleskabet. Efter et par timer er quesillo'en blevet fast, og den kan hældes over på en tallerken (før en våd kniv langs kanten af quesillo'en, så glider den nemmere ud af formen). Quesillo'en portionanrettes.

Til siruppen blandes saft og sukker sammen i en lille gryde og bringes i kog. Hvis det er for tyktflydende kan der tilsættes lidt saft. Lad det koge et par minutter med omrøring, og lad det derefter køle af i 5 minutter. Hæld lidt af siruppen på hver portion, og server straks.

onsdag den 23. april 2008

Italiensk bønnepuré


Da jeg i går opdagede, at jeg var ved at løbe tør for hummus, havde jeg ikke flere kikærter hjemme. Så jeg besluttede mig for at eksperimentere med nogle hvide bønner, som jeg har flere poser af i øjeblikket. Opskriften mener en del om hummus, idet der bruges både citron og hvidløg, men timian og soltørrede tomater giver en ganske anderledes smagsoplevelse - udover at hvide bønner selvfølgelig smager anderledes end kikærter.

Så bliver man træt af hummus, er der gode muligheder for variationer. Til denne italiensk inspirerede puré bruges:

  • 4 dl tørre hvide bønner
  • 1-2 fed hvidløg
  • saften af ½ citron
  • 4 soltørrede tomater (jeg brugte de marinerede på glas)
  • 2-3 spsk rapsolie eller olie fra tomatglasset
  • 1-2 spsk tørret timian
  • 1-2 tsk salt
  • peber efter behag
De hvide bønner lægges i blød natten over og koges i nyt vand i 45 minutter. Vandet hældes fra, og resten af ingredienserne tilsættes. Blend til den ønskede konsistens er opnået.

fredag den 28. marts 2008

Chokomyntekager


Som indledning til min nystartede blog vil jeg gerne byde på en opskrift, der lever op til bloggens navn. Det er egentlig en meget enkel opskrift (måske verdens nemmeste!) på en chokoladekage, som er hentet fra Animas gratis vegetariske kogebog, som jeg fik for nogle år siden. Da jeg (som man nok kan gætte!) synes, at mynte og kakao er en rigtig lækker kombination, tilsatte jeg et par dråber æterisk mynteolie til dejen. Men vær varsom! Æterisk mynteolie er meget koncentreret og kan nemt komme til at dominere for meget. Så her kommer opskriften til mit myntechokohjerte:
  • 3 dl hvedemel
  • 2½ dl sukker
  • 1 dl kakao
  • 2 tsk bagepulver eller 1 tsk natron
  • 2 spsk rapsolie
  • 2½ dl sojamælk
  • 2-3 dråber æterisk mynteolie
Mel, sukker, kakao og bagepulver/natron blandes sammen. Rapsolie, sojamælk og mynteolie tilsættes og dejen røres godt sammen. Den hældes i en smurt kageform og bages i 30-40 min. ved 200 grader (175 grader i en varmluftovn). Kagen er lækker til eftermiddagskaffe/te, som fødselsdagskage eller som en lidt tung dessert.

En variant er at undlade mynteolien i selve dejen og i stedet bruge den i en glasur, hvilket jeg gjorde på nogle muffins bagt af den samme dej minus mynteolie (de skal bages i kortere tid afhængig af størrelsen). Glasuren blev lavet af ca. 20 tsk flormelis med 2 tsk vand og 1 dråbe mynteolie og blev smurt på de afkølede muffins.

God appetit!