mandag den 10. november 2008

Tyr og pelsdyr

Spanien er kendt for flere sadistiske traditioner som tyrefægtning, men jeg havde ikke hørt før i dag om "Toro Júbilo", som også involverer tyre. Der fæstnes harpikskugler eller fyrværkeri på tyrens horne, som derefter antændes, før tyren slippes løs. Det er vist ikke nødvendigt at forklare, at tyren føler stor angst og desuden risikerer forbrændinger i hovedet. Heldigvis vælger man efterhånden flere steder at bruge en kunstig tyr af metal som styres af mennesker, men i byen Medinaceli foregår traditionen desværre stadig med en rigtig tyr.

Peta laver i øjeblikket en kampagne mod denne form for dyremishandling. Man kan skrive en mail til de ansvarlige bag denne praksis her.

Her i Norden har vi desværre også dyremishandling i form af pelsfarme. Et norsk dokumentar, der netop kan ses på Anima, dokumenterer de kummerlige forhold, dyrene lever under på norske farme, indtil de bliver slået ihjel. Den norske forening Netverk for dyrs frihett samler underskrifter for at forbyde pelsavl i Norge, og jeg kan kun anbefale, at man skriver under her, hvor man også kan skrive til den norske ambassade.

2 kommentarer:

jensdrejer sagde ...

Jeg så også programmet om de norske pelsfarme - puha, det var forfærdeligt. Jeg forstår simpelthen ikke at de vil være det bekendt. Og så håber jeg snart at vi får lukket alle pelsfarme i Danmark.

Jeg har aldrig hørt om tyre med fyrværkeri. Hvor er det ondt! Det er altså svært at forstå, hvordan mennesker kan more sig over dyr som er skræmt fra vid og sans. Det er så modbydeligt! Bare tanken fylder hele min krop med ubehag og afsky.

Karin sagde ...

Ja, vi mennesker er ret kreative,når det handler om at pine dyr (herunder andre mennesker) :(

Jeg har faktisk ikke set filmen fra Norge, jeg tør simpelthen ikke. Men jeg synes det er godt, at det bliver dokumenteret, og at folk får mulighed for at se det.