Ny film om veganisme: Making the Connection

I forbindelse med den Internationale Veganerdag den 1. november har det britiske Vegan Society udgivet en film, "Making the Connection" som kan ses på YouTube i 8 dele, eller i et stykke på EnvironmentFilms.org, hvor den varer ca. en halv time. Filmen forsøger at belyse veganismen fra forskellige vinkler såsom etik, bæredygtighed, landbrug, gastronomi og sundhed. Det er i mine øjne lykkedes meget godt. En række mennesker forklarer om de mange fordele ved en vegansk kost, og filmen glider ubesværet fra det ene emne til det andet.



En anden udmærket lille film om veganismen hedder "A life connected" og er lavet af det amerikanske Non Violence United.



Fælles for begge film er, at de lægger vægt på det positive ved veganismen. Der er nogle få ubehagelige billeder optaget i dyrefabrikker og slagterier, men man bliver skånet for det værste. Alt i alt synes jeg, at man bliver opstemt og inspireret af disse film.

Jordnøddesmørsmåkager

Sunde er de ikke - men disse jordnøddesmørsmåkager (sikke et langt navn!) smager skønt. De kan også laves med andre slags nøddesmør - hvis man kan få fat i det og har råd til at købe det. Jeg prøvede en gang med cashewnøddesmør, og det var også en succes. Til gengæld må de ikke få for meget eller stå for længe i ovnen, for så bliver de ret hårde. Som man kan se på billedet, må de knap nok have fået en gylden farve. De opbevares fint i en kagedåse (hvis man altså kan lade dem være i fred). Skal det være ekstra lækkert kan man tilføje 1 dl hakket mørk chokolade eller 1 dl hakkede nødder til dejen til sidst.

Til en plade (almindelig ovn) skal der bruges:

• 3/4 dl jordnøddesmør
• 2 spsk rapsolie
• 1 dl sukker
• 3/4 dl plantemælk (soja, ris, eller hvad man nu foretrækker)
• 1 tsk vaniljesukker
• 2 dl hvedemel
• ½ tsk natron
• 2 dl havregryn (finvalsede)

 De 5 første ingredienser blandes sammen til en lind, tyktflydende væske. Resten tilsættes, og dejen æltes.

Skefulde af dejen rulles til kugler og lægges på pladen (brug bagepapir). Dejkuglerne trykkes flade. Dejen kan være ret klistret, så det kan være en god idé at have en skål med vand i nærheden, som man kan fugte fingrene med; så bliver dejen meget nemmere at håndtere. Småkagerne bages ved 180 grader (varm luft) i ca. 8 minutter (som sagt, hold øje med dem!). De vil stadig være ret bløde, når de tages ud af ovnen, men de hærder under afkølingen.

Uden hjerne, uden smerte: Stamcellekød

Snart kan kødet på din tallerken fremstilles helt uden at slå dyr ihjel. Ved hjælp af stamceller dyrker forskere allerede nu laboratoriekød, der aldrig har siddet i en krop, og målet er at forvandle hver celle til 100 kilo kød. Det kan nemlig blive nødvendigt for at tilfredsstille verdens voksende appetit på kød.

Sådan begynder artiklen "Forskere vil lave bøffer uden dyr" fra det sidste nummer af "Illustreret Videnskab" (nr. 10/2010). På verdensplan er der nemlig ca. 50 forskere, der arbejder på at finde ud af, hvordan kød kan dyrkes ud fra nogle få stamceller. Stamcellerne kan komme fra nogle navlestrenge, så drab på dyr vil blive unødvendigt, og produktionen vil være 5-10 gange mindre energikrævende end produktionen af kød med levende dyr. Desuden vil man kunne undgå problemer med antibiotikarester og spredning af sygdomme, samtidigt med at kød vil kunne gøres sundere - for eksempel med mindre fedt.

Det lyder forjættende - eller gør det? Efter at have været vegetar det meste af mit liv og veganer i efterhånden mange år, er det ikke noget der får mine tænder til at løbe i vandet. Jeg har mistet enhver trang til kød og synes overhovedet ikke, at det er appetitligt mere. Så stamcellekød vil ikke være noget for mig. Alligevel er jeg glad for, at der forskes i denne form for kødproduktion. For som det nævnes i artiklen, er der desværre ikke udsigt til, at folk vil spise mindre kød, eller at flere bliver vegetarer. Kød har statussymbol, og når folk i udviklingslandende får flere penge, har de en stærk tendens til at efterligne vores dårlige, ikke-bæredygtige madvaner. Det er intet mindre end katastrofalt, specielt når man tænker på, at der bliver flere og flere munde at mætte i de kommende årtier. Hvis alle skal spise lige så meget kød som en gennemsnitsdansker gør, vil der simpelthen ikke længere være plads til skov. Dertil kommer klimaændringerne: Fødevareproduktionen er den største bidragyder til drivhusgasser, og fordi et dyr skal spise flere kilo korn og soja for at kunne lave et kilo kød, er kødproduktionen sandsynligvis den største enkeltårsag til menneskeskabte klimaforandringer og miljøødelæggelse. De fleste i de rige lande er efterhånden ved at få øjnene op for denne sammenhæng, og alligevel sker der ikke ret meget: Det skorter på opfordringer til kødløse dage, vegetariske måltider i skolerne eller miljøafgifter på kødet, tiltag der ellers kunne igangsætte nødvendige livsstilsændringer.

Jeg spekulerer tit på, hvorfor det er så svært for folk at lave om på deres madvaner. Er kødets smag så vigtig for én, at man er villig til at lade ens gane gå forud for miljøet og dyrene? Eller er det flokmentaliteten og den kulturelle træghed  i befolkningen, der åbenbart er  så stærke, at de fleste mennesker ikke kan klare at gå imod strømmen? Menneskets enestående evne til at fortrænge ubekvemme sandheder spiller nok en afgørende rolle på dette område. Selv Al Gore "glemmer" meget bekvemt kødforbrugets alvorlige konsekvenser for miljøet. Når menneskeheden er skruet sådan sammen, kan jeg kun glæde mig til den dag, hvor den nuværende kødproduktion bliver erstattet af dyrkning af kød fra celler, og jeg håber på, at kødspiserne, når de nu ikke vil være veganere, vil tage den nye type kød til sig.

Artiklen i Illustreret Videnskab bygger bl.a. på FN-rapporten Livestock's long shadow og The In Vitro Meat Consortium. Alt i alt er det glædeligt, at et populært blad som Illustreret Videnskab ikke alene tager dette emne op, men også belyser de enorme miljø- og dyrevelfærdsproblemer forbundet med kødproduktionen. Selv PETA bliver nævnt! Men betyder det, at kødspiserne bare kan læne sig tilbage med god samvittighed? Næppe, for der vil alligevel gå nogle år, inden stamcellekød kan kommercialiseres, og i første omgang vil den kun være strukturløst kød, altså fars. Kødstykker som kyllingelår og okseculotte har endnu længere udsigter. Så i den nærmeste fremtid vil veganismen stadig være den bedste løsning, hvis man vil skåne miljøet og dyrene.

The Humane Society of the United States

Hyldeblomstpandekager

Så er det blevet rigtig sommer med sol og varme, lyse nætter og blomstrende hyld. Hyldens historie går langt tilbage i tiden, og mange myter og sagn knytter sig til det lille træ. H.C. Andersen har selv skrevet en dejlig lille historie om planten, "Hyldemor". Blomsterne kan ligesom bærrene bruges ikke alene til saft, men til mange andre ting (til efteråret kunne man for eksempel prøve en hyldebærchutney). I dag er blomsterne blevet brugt til at give små boghvedepandekager en liflig smag af sommer. Har man ikke boghvedemel, kan en hvilken som helst pandekagedej vel bruges.


Først laves pandekagedejen:

• 3 dl boghvedemel
• 1 tsk natron
• 2 spsk sukker
• 2 spsk kartoffelstivelse (eller anden stivelse) udrørt i 2 spsk vand
• 3 dl sojamælk (eller anden plantemælk)
• 1 dl vand

Mel, natron og sukker blandes sammen. Stivelsesblandingen tilsættes sammen med mælk og vand, og det hele røres rundt til en lind dej. Dejen får lov at hvile, mens blomsterne ordnes.

Hyldeblomsterne plukkes og undersøges grundigt for små dyr. De fjernes fra stilken ved at trække en gaffel igennem blomsterskærmen over en skål (det gør ikke noget, hvis der stadig sidder nogle små stumper stilk blandt blomsterne). Der skal bruges 2-3 dl blomster til dejen. De afstilkede blomster røres rundt i dejen. Pandekagerne bages på en pande. De smager godt med friske jordbær!

Hamli eller gomen

Mynte og kakao har ligget inaktivt i et godt stykke tid, først og fremmest på grund af et udlandsophold i det sydtyske, hvor jeg i næsten et halvt år skulle dele køkken med fire kødspisere, hvilket satte en stopper for min lyst til at lave mad. Nu er jeg tilbage til Danmark og mit eget kødfri køkken, så jeg er så småt begyndt at eksperimentere lidt med maden igen.

For et godt stykke tid siden (jeg kan ikke huske præcist hvornår), var jeg på den etiopisk-eritreanske restaurant Mogogo. Det er ikke en vegetarrestaurant, men der er 4 vegetariske retter på menu'en, hvoraf jeg fik smagt deres hamli, en krydret ret bestående hovedsageligt af spinat. Det lyder måske ikke så besnærende, men jeg blev overrasket over, hvor lækkert det var; jeg havde faktisk aldrig fået en så velsmagende spinatret før.

Efter denne oplevelse ville jeg selv forsøge at lave denne ret, så jeg gik i gang med lidt efterforskning på Internet. Jeg fandt ud af, at retten ofte går under dens amhariske navn gomen, og at den kan laves med grønkål i stedet for spinat. Den krydres hovedsageligt med løg, hvidløg, chili og ingefær, men jeg valgte at eksperimentere lidt med en hjemmelavet berbere, en krydderiblanding der bruges meget i det eritreanske og etiopiske køkken. Berbere er ret stærkt og kan opbevares i flere måneder ved stuetemperatur. En teske er nok til at krydre en ret for to personer, og jeg bruger den også til ris, lynstegte grønsager og gryderetter.

Her er så min egen version af hamli. Sidst jeg lavede det for nogle dage siden, prøvede jeg med brændenælder i stedet for spinat eller grønkål, fordi jeg fandt nogle store og flotte brændenælder i haven. Det ændrer en del på smagen, da brændenælder har en lidt fastere konsistens end spinat og grønkål, samt en mildere, lidt mere "vandet" smag, men det er ganske lækkert alligevel. Nogle vil måske studse over, at man kan spise brændenælder, at man oven i købet kan bruge dem i en afrikansk ret. Det er selvfølgeligt lidt besværligt, når de skal plukkes og skæres (jeg plejer at skære dem i dørslaget med saksen, så jeg slipper for at røre dem), men det er værd at prøve: Brændenælder er ganske sunde, rige på kalcium, jern, kalium samt vitaminer, og så er de gratis.

Hamli lavet på brændenælder

Først laves berbere:

• 2 tsk kommenfrø
• 4 nelliker
  
• ½ tsk sorte peberkorn
• 5 tørrede, røde chilier
• 1 tsk salt
• 1/8 tsk kanel
• ½ tsk ingefær
• ½ tsk gurkemeje
• 2½ spsk paprika

Kommenfrø, nelliker og peber ristes et par minutter på en tør pande og stødes til pulver i en morter. Resten af ingredienserne tilsættes, og det hele stødes til pulver. Berbere opbevares tørt i en tætlukket dåse eller glas og kan holde i flere måneder.

Hamli:

• 1 spsk olivenolie
• 1 løg, finthakket
  
• 2 fed hvidløg, finthakket eller presset
  
• 1 tsk berbere
• 1 bunke spinat, grønkål eller brændenælder, groft hakket
  
• 1 dl vand

Løg og hvidløg steges i olien i en gryde i et par minutter. Berbere tilsættes og steger med i yderligere et minut under omrøring. Resten af ingredienserne tilsættes og simrer under låg i ca. 15 minutter.

Minke, Operation X og Føtex

På tirsdag kl. 20 undersøger programmet Operation X på TV2 forholdene på minkfarmene i Danmark. Det er glædeligt, at dette emne kommer i fokus i et populært program, og jeg opfordrer alle til at se afsnittet. Traileren kan ses på Youtube.

Anima laver for tiden en kampagne rettet mod Føtex, der igennem længere tid har solgt minkpelse, på trods af at Anima har informeret kæden om de miserable forhold, minkene lever under. Man kan nemt og hurtigt skrive en mail til Føtex via Animas hjemmeside og bede dem om at indføre en pelsfri politik.

Billede fra pelsinfo.dk

Boghvedepandekager

Bretagne i Nordvestfrankrig er en region kendt for sine pandekager og sine crêperies, pandekagerestauranter. Det siges, at pandekager blev opfundet i denne region og senere spredt til resten af Frankrig og verden.

Nu til dags laves der mange forskellige typer pandekager over hele verden, men én type pandekage er stadig stærkt knyttet til Bretagne, nemlig boghvedepandekagen. Boghvede egner sig glimrende til den fattige, bretonske jord og har derfor været dyrket der i århundreder, før den blev udkonkurreret af hvede og majs, da man begyndte at bruge kunstgødning. I dag er arealet til dyrkning af boghvede i Frankrig blevet 10 gange mindre end for 100 år siden.

Det er egentlig en skam, at boghvede skulle falde i glemmebogen. Den kan dyrkes på fattige jordbunde (for meget gødning vil faktisk give en lavere udbytte) og kræver ingen pesticider. Derudover er den fri for gluten, men har alligevel hvedens "klistrende" egenskaber, så den kan erstattes hvede i mange opskrifter. Den er ellers ikke beslægtet med hvede og er slet ikke en kornsort.

Disse boghvedepandekager har egentlig ikke ret meget med de bretonske galettes au sarrasin (der snarere bruges som madpandekager), udover at der bruges boghvede. De er små, tykke og luftige ligesom amerikanske pandekager og kan spises med sirup, syltetøj eller andet sødt.

• 3,5 dl boghvedemel
• 1 tsk natron
• 2 spsk sukker
• 2 tsk stivelse (kartoffelmel, majsstivelse eller arrow root) udrør i 2 spsk vand
• 2 dl æblemos
• 3 dl sojamælk
• 1 dl vand

Boghvedemel, natron og sukker røres godt sammen. Resten tilsættes og det hele blandes til en lind dej. Dejen hviler ved stuetemperatur i ca. 1 time. Pandekagerne steges, de skal være små og tykke.

Jordnøddesmørkage

Denne kage er inspireret af en opskrift, jeg fik af en amerikansk veninde. Den er utrolig lækker, med en lidt klistret konsistens på grund af jordnøddesmøret, men er også meget mættende. Normalt bages den i en firkantet form og skæres derefter i mindre firkanter, men da jeg ikke har sådan en form, blev den bagt i et tærtefad, hvilket også fungerede udemærket.

Til dejen skal der bruges:

• 3 dl sukker
• ½ dl koldpresset rapsolie
• 1,5 dl æblemos
• 2,5 tsk vaniljesukker
• 3,5 dl havregryn
• 3,5 dl hvedemel
• 3/4 tsk natron

Til toppen:

• 1,5 dl fintmalet jordnøddesmør
  

Sukker og olie blandes sammen. Æblemos og vaniljesukker tilsættes og blandes med. Havregryn, hvedemel og natron tilsættes, og det hele røres sammen. Kagen bages i 35-40 min. - eller indtil den er blevet brun på toppen - ved 175 grader i varmluftsovn (200 grader i almindelig ovn).

Kagen tages ud og køler af i 5 min., hvorefter jordnøddesmøret smøres på. Lad kagen køle af i yderligere en time (hvis du kan vente så længe!), så den nemt kan skæres ud.

Blommetærte

Det er efterhånden ved at være slut med blommer, men er man så heldig stadig at kunne få fat i nogle, er tærter en lækker måde at anvende dem på. Blommerne bliver lidt syrlige under bagningen, hvilket jeg synes passer godt til en sød dej.

Som det kan ses på billedet, havde jeg ikke taget højde for, hvor meget blommerne safter under bagningen. Det gjorde egentlig ikke så meget, da tærtebunden stadig holdt fint sammen. Men næste gang vil jeg blande lidt stivelse i det sukker, som jeg spreder på blommerne, så noget af saften kan blive suget. Det angiver jeg i opskriften nedenfor.

Til tærtebunden skal der bruges:

• 2 dl fuldkornsmel (grahamsmel eller fuldkornsspeltmel)
  
• 1,5 dl hvedemel
• 1 spsk sukker
• ½ dl koldpresset rapsolie
• ca. 3/4 dl vand

Mel og sukker blandes, olie og vand (en spsk ad gangen) tilsættes. Dejen samles og spredes i et smurt tærtefad, og den forbages i 10 min. ved 175 grader i varmluftsovn (200 grader i almindelig ovn).

Mens bunden forbages, forberedes fyldet:

• 8 blommer
• 3 spsk sukker
• 2 tsk stivelse (kartoffelmel, majsstivelse eller arrow root)

Blommerne halveres, stenene fjernes, og blommerne lægges på den forbagte tærtebund. Sukker og stivelse blandes sammen og spredes jævnt over blommerne. Tærten sættes tilbage i ovnen og bages i yderligere 15 min.

Artiskokker

Det er nu sæson for artiskokker. Denne grønsag er stadig lidt eksotisk i Danmark, og man finder den sjældent i almindelige supermarkeder. Jo, de små på dåse eller glas er selvfølgelig nemme at finde, men de friske, store artiskokker er ikke så udbredte. Man kan dog finde dem hos velassorterede grønthandlere.

Artiskokker er sjove grønsager. Det er faktisk den uudsprungne blomst af en tidsel, der i løbet af de sidste mange århundreder er blevet fremavlet til dens nuværende størrelse. Hvis man lader artiskokken sidde på planten for længe, vil den også springe ud som en smuk, blå-lilla blomst, som humlebier og sommerfugle sætter stor pris på.

Friske artiskokker er en delikatesse, og det er egentlig synd, at der er så mange mennesker, der aldrig har smagt dem. Én af grundene kan være, at blomsten ser lidt utilnærmelig ud: Hvordan skal man mon tilberede og spise den? Det er også rigtigt, at det ikke er hele blomsten, der kan spises; faktisk er der en hel dynge grønt affald (rigtig godt til komposten), efter at de spiselige dele er blevet fortæret.

Hvordan er det så, at man skal spise artiskokken? Der findes nok mange måder at tilberede dem på, men jeg foretrækker den enkleste af dem: Jeg spiser dem bare frisk kogte med en enkel sennepsvinaigrette, som jeg dypper bladene i.

Først skal man fjerne stokken i bunden af artiskokken. Derefter koges artiskokkerne i rigeligt vand i ca. 40 minutter, indtil man uden besvær kan hive et blad ud (kogetiden kan variere afhængigt af størrelsen). Efter at artiskokken er kogt og vel afdryppet, fjernes de nederste blade i bunden (de smager bittert). Resten af bladene løsnes én af gangen, og den tykke ende af bladet dyppes i dressingen. Det er kun den kødfulde ende af bladet, der spises. Efterhånden som bladene fjernes, bliver de mindre og mindre, og til sidst når man til skægget i midten. Skægget skæres fra bunden og kasseres, og så kan man spise bunden, også kaldet hjertet, som spises med kniv og gaffel, og som, efter min mening, er noget af det lækreste.

Til dressingen skal der bruges:

• 6 spsk koldpresset rapsolie
• 2 spsk eddike
• 2 små tsk sennep (ikke sød sennep!)

Kom det hele i et glas med skruelåg, luk glasset og ryst det godt. Dressingen kan holde mange uger i køleskabet og bruges til salater, kogte kartofler og alt muligt andet.

Hyldebærchutney

For nogle år siden fandt jeg i et hæfte for frimærkesamlere en opskrift på noget så usædvanligt som hyldebærchutney. Sverige havde i 2005 lanceret en serie frimærker med mad som tema, og i denne forbindelse havde en vis Tina (efternavn ukendt) komponeret nogle opskrifter, hvoraf den ene kom i hæftet om frimærker. Opskriften hedder oprindeligt fläderbärchutney med stjärnanis och citron, altså hyldebærchutney med stjerneanis og citron. Selv havde jeg ikke noget stjerneanis, så jeg udladede det, men hvis man vil følge den oprindelige opskrift kan man bare tilsætte tre kapsler stjerneanis; man kunne sikkert også eksperimentere med anis- eller fennikelfrø.

Nu er der sikkert en del, der vil studse over brugen af hyldebær til chutney. Det er vist et eksempel på noget så smart som fusionsmad, altså kombination af fx. lokale ingredienser med eksotiske krydderier. Jeg var selv ret spændt på, om det overhovedet ville smage godt, men nu var det sæson for hyldebær, så hvis jeg ikke skulle vente yderligere et år med at prøve opskriften, skulle det være nu. Jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket. Chutneyen ligner lidt solbærsyltetøj af udseende, men smagen er virkelig krydret. Så på trods af den udsædvanlige farve for en chutney, passer den fint til indiske retter. Den er også god som smagsgiver til fx. kogte, kolde kartofler, smørrebrød eller sandwich eller som dip.

Følgende opskrift rækker til 2-3 glas. Man kan nemt vakuumpakke chutneyen, så den holder længe, ved at fylde et rent syltetøjsglas med skruelåg helt til toppen med den (næsten) kogende chutney, sæt låget på og skrue det godt fast, og så vende det på hovedet og lade det køle helt ned. Så bliver der skabt undertryk i glasset, og indholdet vil således kunne holde i flere måneder på et køligt, mørkt sted (denne fremgangsmåde kan også bruges til syltetøj, gelé, henkogte frugter og lignende).

• 8 dl modne hyldebær
• 1 stort, finthakket rødløg
• 2 finthakkede fed hvidløg
• 1,5 dl sukker
• 2,5 dl æblecidereddike
• 1 økologisk, skyllet citron
• 1,5 tsk stødt ingefær
• 1,5 tsk stødt kanel
• 4 korn sortpeber
• 1 tsk salt

Bærrene pilles fra klaserne, skylles og kommes i en stor gryde. Citronen skæres i tynde skiver, og eventuelle kerner fjernes. Alle ingredienser blandes i gryden og koger i ca. 20 minutter, eller til den rigtige konsistens er opnået. Hvis der stadig er for meget væske tilbage, kan blandingen koges uden låg, under omrøring, i 5-10 minutter.

Bærpandekager

I Nordamerika er pandekager traditionelt tykkere og mindre end i Europa. Det gør det muligt at have små stykker frugt i dejen, som bager sammen med pandekagen. Jeg havde længe prøvet at lave den slags små, tykke pandekager, men endte altid med, at dejen flød ud over hele bunden af panden, og at pandekagen derved blev tynd. Ikke at det er dårligt i sig selv: Så kan man nemt folde eller rulle den rundt om fyldet. Men når jeg nu havde lyst til en tyk og lille pandekage, var det lidt irriterende ikke at kunne lave andet end store, tynde pandekager.

Først efter flere forsøg gik det op for mig, at jeg ubevidst vippede panden fra side til side, når jeg hældte dejen på, så dejen kom til at flyde ud over hele bunden af panden. Det var en så indgroet vane at jeg slet ikke tænkte over det, jeg gjorde. Det lyder absolut dumt, men når man har lavet pandekager på den måde siden barndommen, er det faktisk ret svært ikke at vippe panden op og ned; det sker automatisk. Så nu lader jeg panden stå på kogepladen, mens jeg hælder dejen ud, så den ikke spredes ud. Genialt, ikke? Jeg bruger knap 1 dl dej pr. pandekage.

• 2 dl hvedemel
• 1 dl fuldkornsspeltmel eller grahamsmel
• 2 spsk sukker
• 1 tsk natron
• 2 spsk stivelse (fx arrowroot, kartoffelmel eller majsstivelse) udrørt i 2 spsk vand
  
• 2,5 dl sojamælk
• ca. 2,5 dl solbær og/eller ribs
  

De to typer mel, sukker og natron blandes sammen. Stivelsesblandingen tilsættes sammen med sojamælken, og det hele røres rundt til en tyktflydende dej. Lad dejen stå i ca. et kvarter. Bærrene vendes forsigtigt rundt i dejen, og pandekagerne kan steges.

Pandekagerne kan spises som de er, eller overhældes med sirup.

Squash og løg med karry

I år har vi igen plantet små græskar (hokkaido og tyrkerhue) i køkkenhaven, og vi har allerede høstet af de umodne frugter, som vi bruger på samme måde som courgetter (courgetter er faktisk ikke andet end en slags umodent græskar; navnet kommer fra fransk og er en diminutiv form af courge, der betyder græskar). Man behøver ikke at skrælle dem eller at fjerne kernerne, og man kan endda spise dem rå. Dem, der ikke høstes tidligt, vil modne i løbet af efteråret, kødet vil få den orange farve, der forbindes med græskar, og det vil blive hårdere i rå tilstand. Det vil også være nødvendigt at skrælle dem (det gøres nemmest efter kogning eller bagning; hokkaidogræskar behøver dog ikke at blive skrællet) og fjerne kernerne. Til gengæld er de holdbare i flere måneder i et mørkt og køligt sted, så længe de ikke får frost. Og de kan bruges til alt muligt lækkert: supper, gratin'er, gryderetter, kager (denne græskarkage er en af mine yndlingsdesserter), kompotter... osv.

Til denne meget enkle ret har jeg kun brugt løg og et lille umodent tyrkerhuegræskar. Det er nok svært for folk uden adgang til en køkkenhave at anskaffe sig et umodent tyrkerhuegræskar, men det kan sagtens erstattes af almindelige gule eller grønne courgetter. Retten kan udgøre en let aftensmad i sig selv, eller, hvis man ønsker noget mere fyldigt, kan den spises med fx. ris eller chapati'er.

• 1 stor squash eller 2 små
• 2 løg
• 2 fed hvidløg
• 1 tsk af din yndlingskarryblanding, gerne hjemmelavet
• 2 spsk olivenolie

Squash skæres i mindre stykker. Løg skæres i stykker, hvidløg hakkes fint, og olien opvarmes på en pande. Karryblandingen røres i olien, og hvidløg og løg tilsættes og steger i ca. 5 minutter under omrøring. Squash tilsættes og steger med i yderligere 5-10 minutter, til de har en passende konsistens. Serveres varmt.

Ribs- og solbærmuffins

Ribs og solbær er blandt de mest almindelige bær, man kan finde i danske haver. Vi har høstet flere kilo og frosset dem ned, så vi også kan nyde de vitaminrige bær om vinteren. Dem der ikke fryses ned bliver spist nu, sammen med havregryn og sojayoghurt til morgenmad, blendet med bananer eller direkte fra busken, og de kan også bruges i muffins, hvor deres syrlige smag afbalanceres af den søde dej. Den følgende opskrift passer til 24 muffinsforme.

• 7,5 dl hvedemel
• 2,5 dl sukker
• 2,5 tsk natron
• 2 tsk vaniljesukker
• 2 spsk æblecidereddike
• 5 dl sojamælk
• ca. 1 l ribs eller solbær, eller begge dele
  

Hvedemel, sukker, natron og vaniljesukker blandes sammen. Eddike og sojamælk tilsættes, og der røres rundt til dejen er lind og uden for mange klumper i. Kom bærrene i dejen og rør nænsomt rundt, til de er jævnt fordelt. Dejen hældes over i 24 muffinsforme og bages 20-25 minutter ved 150 grader ved varmluftsovn (175 grader i almindelig ovn).

Kirsebærclafoutis

Det er nu blevet kirsebærtid i Danmark, og jeg propper mig med de lækre frugter, hver gang jeg går ud i haven. Jeg bruger dem også flittigt i en fransk dessert, clafoutis aux cerises, eller kirsebærclafoutis, som jeg ofte fik i min barndom. Det er en af de nemmeste kager, jeg har kendskab til, og den veganske version er endda betydelig nemmere end den med æg i (derurover er den også nærmest fedtfri, hvis den slags bekymringer skulle plage én, når man spiser kager).

En clafoutis er traditionelt altid lavet med kirsebær. Men andre friske frugter kan sagtens bruges: Æbler, pærer, bananer, brombær... Kun fantasien sætter grænser. Efter kirsebærclafoutis er min yndlingsvariant den med blommer.

Man kan selv vælge, om man vil udstene kirsebærrene eller ej. Det siges, at stenene afgiver en fin aroma og derfor bør blive i kirsebærrene, men selv synes jeg, at det er nemmere med udstenede kirsebær, når man får gæster, specielt hvis der er børn. Det tager bare lidt tid at udstene kirsebærrene, og det gøres lettest med en kirsebærudstener.

• ca. 3/4 kg eller ca. 12 dl kirsebær (eller nok til at dække bunden af tærtefadet)
  
• 4 dl hvedemel
• 1,5 dl sukker
• 1,5 tsk natron
• 2,5 dl sojamælk, gerne med vanilje

Kirsebær udstenes eventuelt og lægges på bunden af et smurt tærtefad. I en skål blandes mel, sukker og natron sammen, og sojamælken tilsættes. Rør rundt, indtil det hele er blandet sammen til en lind dej. Dejen hældes over kirsebær, og kagen bages ved 150 grader i varmluftsovn (175 i almindelig ovn) i 30-45 minutter, indtil den har fået en smuk gylden overflade, og dejen er fast.

"Home", en film af Yann Arthus-Bertrand

I går var det Verdens Miljødag, hvilket jeg først opdagede i går aftes. I denne anledning blev filmen "Home" af Yann Arthus-Bertrand gjort tilgængelig på Youtube indtil d. 14. juni, og ved denne lejlighed var der på P1 et kort interview med den franske fotograf, og jeg blev opmærksom på filmens eksistens.

Yann Arthus-Bertrand er især kendt for sine fotografier af Jorden set fra himlen, som er blevet kendt i hele verden gennem bøger, film og udstillinger. Hans fotografier viser naturens skønhed, menneskets brug af de naturlige ressourcer og den menneskelige aktivitets påvirkning af naturen. Filmen "Home" fortsætter med dette tema og understreger, at vores stigende forbrug er ved at ændre på den naturlige balance med uoverskuelige konsekvenser for mange arter, herunder mennesker.

Koralrev i Queensland, Australien

© Film “HOME” – une coproduction ELZEVIR FILMS / EUROPACORP

Som titlen antyder, skal Jorden opfattes som vort hjem, en lille isoleret ø i det uendelige rum,
hvor livet har kunne udviklet sig til en mangfoldighed af former. Der bliver draget en parallel til Påskeøen, en isoleret ø i det sydlige Stillehav, der var hjemstedet for en avanceret civilisation, Rapanuierne (deres efterkommer beboer stadig Påskeøen i dag). Civilisationen gik til grunde, fordi træerne efterhånden forsvandt fra øen på grund af fældning. Folk kunne ikke længere sejle ud for at fiske, da de ikke havde mere træ til at bygge både med, og jorden på øen blev eroderet og mere og mere uegnet til dyrkning af afgrøder. Da Europæerne ankom til øen, var samfundet allerede i opløsning på grund af, at de udtømte ressourcer ikke længere kunne brødføde befolkningen.

Som veganer blev jeg glad for, at filmen gjorde opmærksom på de problemer, kødforbruget skaber for miljøet. På millioner af hektarer dyrkes afgrøder, ikke for at mætte sultne mennesker, men for at fodre milliarder af husdyr, der bidrager lige så meget til drivhuseffekten som hele verdens biler. Regnskoven i Amazonas reduceres hver dag for at gøre plads til foderafgrøder eller græsningsarealer for kvæg. Og kødproduktionen forbruger enorme mængder vand (30 000 l vand til et kilo oksekød, sammenlignet med 1000 l vand til et kilo korn). Problemer ved fiskeriet blev også illustreret. Mange fiskearter bliver fisket så intensivt, at de idag er truet, hvilket påvirker hele økosystemet i havet, også arter der ikke fiskes. Desuden ødelægger de moderne fiskemetoder havbunden og efterlader den som en undervandsørken. Og forskellige dyr som skildpadder og delfiner fanges i nettene og dør af luftmangel. Den slags problemer, der er knyttet til vores spisevaner, bliver alt for sjældent nævnt (og i endnu mindre grad diskuteret) i medierne, når snakken falder på miljø- og klimaproblemer. Så det er yderst positiv, at filmen bringer emnet frem i lyset.

Hvedehøst i Colorado, USA

© Film “HOME” – une coproduction ELZEVIR FILMS / EUROPACORP

Filmen fokuserer selvfølgelig også på vores umættelige forbrug af olie, kul og gas. Vi ved jo, at de fossile ressourcer bliver udtømt om nogle årtier, og alligevel synes vores bestræbelser på at udnytte alternative energikilder og ændre vores forbrug halvhjertet. Befolkningstallet stiger, forbruget ligeså, mens vores primære energikilder udtømmes, og kløften mellem rige og fattige bliver dybere. Det er skræmmende udsigter, men filmen ender alligevel med et optimistisk budskab: Vi er begyndt at reagere, og der er stadig håb for livet på vores planet.Urskov i Fjordland park, New Zealand

© Film “HOME” – une coproduction ELZEVIR FILMS / EUROPACORP

Ostesauce med tahini og gærflager

For et par måneder siden skrev jeg om en vegansk ostesauce baseret på tahini. Nu har jeg også prøvet at tilsætte nogle gærflager, og jeg synes også, at det gav et godt resultat, med en mildere smag end ostesaucen uden gærflager. Jeg har brugt den til pasta og til lasagne. Man kan ændre på konsistens ved at tilsætte mindre eller mere vand end angivet.

• ½ dl gærflager
• 1 spsk tahini
• 4 spsk kogende vand (brug evt. det vand, som pastaen koger i)
• evt. 2 fed hvidløg, presset
  
• evt. lidt salt

Det hele blandes sammen, til man opnår en lind konsistens (tilsæt vandet en spsk ad gangen). Kan bruges til pasta, spaghetti eller lasagne.

Smuldredejskage med rabarber

Vi er nu midt i rabarbersæsonen, og på trods af tørken har rabarberne vokset sig kæmpestore i baghaven. Jeg skar otte stilke af og lavede denne meget nemme smuldredejskage (ja, denne gang blev det er en rigtig smuldredejskage, ikke lige som sidste års mislykkede forsøg der endte som "rabarber med låg"!) . Dejen er ikke overdreven sød, så nogle vil sikkert gerne tilsætte lidt mere sukker.

• 8 stilke rabarber
• 3 spsk sukker

Rabarberne renses og skæres i små stykker. De spredes på bunden af et fad og overstrøs med sukker.

• 1 dl mandler
• 1 dl havregryn
• 2 dl hvedemel
• 3 spsk sukker
• ½ dl rapsolie
• 2 spsk vand

Mandlerne hakkes fint (de kan evt. blendes i et par sekunder) og blandes med havregryn, hvedemel og sukker. Rapsolie og vand tilsættes og fordeles i melblandingen, indtil dejen minder om brødkrummer. Dejen drysses over rabarberne, og kagen bages v. 175 grader i ca. 45 min.

Pastinaksuppe

Pastinak er, som mange andre rodfrugter, en gammel europæisk kulturplante, som har været anvendt i Danmark siden middelalderen. Men den har været anvendt længe før i det gamle Grækenland og Romerriget. Siden tidernes morgen har der været knyttet forskellige medicinske egenskaber til denne grønsag; den blev bl.a. betragtet som et elskovsmiddel og var derfor ildeset i klostre!

Én ting er i hvert fald sikker: Pastinak er, som andre rodfrugter, både sund og nærende. Den kan anvendes på mange forskellige måder, rå i salat, lynstegt, ovnbagt eller kogt. Men den søde smag kommer bedst til udtryk ved opvarmning. I denne suppe er pastinakkens sødme afbalanceret af den stærke karry og den let syrlige æblecidereddike. Suppen er tyk og mættende.

• 2-3 pastinakker
• 2-3 løg
• 3 fed hvidløg
• ½ tsk stærk karry
• 1 spsk olivenolie
• 1 spsk vand
• 1 l vand
• ½ tsk salt
• 3 spsk æblecidereddike
• evt. finthakket persille eller andet grønt til pynt

Pastinak og løg skæres i stykker. Hvidløg hakkes fint. Kom dem i en tykbundet gryde med karry, olivenolie og den ene spsk vand. Steg dem i et par minutter, til løget begynder at falde fra hinanden. Tilsæt derefter vand, salt og eddike, og lad det koge ved lavt blus i ca. 20 minutter, eller til pastinaksykkerne er møre. Suppen blendes (jeg brugte en stavblender) og serveres i skål. Kom evt. lidt hakket grønt på som pynt.

Jordbærtærte med kokosbund

Denne tærte er bagt på en glutenfri bund, hvor den mere traditionelle margarine er estattet med fast kokoscreme (til dem der ikke kender fast kokoscreme, har jeg skrevet et lille indlæg om dette produkt). Det giver tærten en dejlig smag af kokos, som passer godt til de lidt syrlige jordbær. Tærten indeholder kun en smule tilsat sukker (kun 2 spsk lys sirup til hele opskriften), men jordbærrene og kokoscremen bidrager tilstrækkelig til den søde smag. Hvedemel og boghvedemel kan sandsynligvis også bruges, men jeg har ikke afprøvet det. Og når det bliver sæson for jordbær, vil friske frugter nok også kunne bruges (i så fald må stivelsen opløses i lidt vand).

De frosne jordbær optøs natten over i en skål i køleskabet. Tærten smager bedst nogle timer efter bagningen, når den er kølet helt af, for ellers smuldrer bunden lidt.Tærtebund:

• 100 g fast kokoscreme (½ pakke)
• 1 dl kogende vand
• 1 spsk lys sirup
• 1,5 dl rismel
  

Kokoscremen hakkes i stykker, siruppen tilsættes, og det kogende vand hældes over. Det hele røres godt sammen, indtil kokoscremen er opløst. Rismelet tilsættes, og dejen æltes sammen, indtil den er samlet. Den trykkes ned i en smurt tærteform på ca. 25 cm i diameter. Dejen forbages i 10 min. ved 175 grader.

Jordbærfyld:

• ca. 500 g frosne jordbær, optøet (gem saften)
  
• 1 spsk lys sirup
• 2 tsk arrow root eller kartoffelstivelse

Stivelsen røres ud i jordbærsaften i en gryde, og væsken bringes i kog. Jordbærrene tilsættes med siruppen og varmes op i et par minutter. Jordbærfyldet hældes oven på tærtebunden, og tærten bages i 20 min. ved 175 grader.