mandag den 2. februar 2009

Vegansk ostesauce

Som veganer er ost en af de få ting, jeg havde svært ved at opgive (en anden ting er hvid nougat; man kan vist få noget vegansk fremstillet i Australien, men jeg er ikke så glad for at bestille ting fra ikke-EU-lande pga. told og postafgifter). Jeg har heldigvis vænnet mig til mad uden ost og tænker kun sjældent på det. Men da jeg forleden fandt på at lave en tahinisauce til min pasta, blev jeg dejligt overrasket over, hvor meget den mindede om en ostesauce. Smagen er forholdsvis stærk og minder lidt om en tyk sauce lavet på stærk, lagret blåskimmelost. Det synes jeg i hvert fald, men det er efterhånden så mange år siden jeg har smagt på ost, at jeg måske tager fejl.

Men denne "ostesauce" er i hvert fald uhyre nem og hurtig at lave. Den er sund (indeholder bl.a. masser af kalcium, magnesium, jern, zink, fosfor og ikke mindst rå hvidløg), og selvom der er en del fedt i, består det hovedsageligt af de sunde umættede fedtsyrer. Og den er dejlig fri for animalske osteløbe (lavet med kalvemaver), yverbetændelse og anden dyremishandling.

Den efterfølgende opskrift er meget simpel, men den giver mulighed for at eksperimentere med andre krydderier. Jeg tror også, at man kan opnå en anden interessant, osteagtig smag ved at tilsætte lidt gærflager. Det vil jeg prøve, næste gang jeg laver den.


  • 3 spsk tahini
  • evt. 1 tsk sojasovs
  • 2 fed hvidløg
  • ca. 6 spsk kogende vand (jeg bruger vandet som jeg har kogt pasta i)
Tahini og evt. sojasovs blandes sammen, hvidløg presses i, og vandet tilsættes gradvist, indtil man har opnået den ønskede konsistens. Blandingen kan evt. varmes lidt op i en lille gryde og hældes derefter over kogt pasta eller spaghetti.

1 kommentar:

Low Calorie Vegan Chef sagde ...

Hej Karin
Tak for kommentaren på min blog - det var sødt af dig. Dine indlæg er rigtig spændende, og det er dejligt at få lidt indblik i lokale veganeres livsstil - ellers er der jo kun de amerikanske blogs! :) Jeg veksler selv lidt mellem hel-rå og almindelig vegansk, så det er altid rart med lidt inspiration.