torsdag den 26. februar 2009

Tigerkage - eller marmorkage med appelsin og chokolade

Marmorkagen er traditionelt lavet med en kakaodej og en lys kagedej, ofte med vaniljesmag. Jeg valgte at kombinere kakao med appelsin, da jeg synes de to passer så godt sammen. Den lyse dej fik derfor en let orange farve. Svenskerne kalder marmorkage for tigerkaka, og denne her har endda de rigtige farver.Opskriften er inspireret af oprindeligt to forskellige opskrifter, Animas chokoladekage der er brugt her uændret, og Leah Lenemans orange cake (fra hendes bog Easy vegan cooking) som er blevet lavet om for at opnå en mere lind konsistens. Dejene laves separat i hver sin skål.

Kakaodej
  • 3 dl hvedemel
  • 2½ dl sukker
  • 1 dl kakao
  • 1 tsk natron (eller 2 tsk bagepulver)
  • 2 spsk rapsolie
  • 2½ dl sojamælk
De tørre ingredienser blandes i en skål. Olie og mælk tilsættes, og dejen røres godt sammen.

Appelsindej
  • 4 dl mel
  • 1½ dl sukker
  • 1 tsk natron (eller 2 tsk begepulver)
  • revet skal og saft af en stor økologisk appelsin
  • 4 spsk rapsolie
  • 2 dl vand
De tørre ingredienser blandes sammen i en skål. Saft og skal, olie og vand tilsættes, og dejen røres godt sammen.

I en smurt kageform hældes ca. halvdelen af appelsindejen, som fordeles på bunden af formen. Derefter hældes hele kakaodejen, og øverst resten af appelsindejen. De smukke mønstre opnår man ved at føre en kniv eller lignende i siksak i dejen (gør det kun én gang, for de to deje må ikke blive alt for sammenblandet). Kagen bages i ca. 50 minutter ved 175 grader (150 i varmluftovn), eller indtil man kan stikke en kniv i uden at der hænger dej fast på den.

Ingen kommentarer: