tirsdag den 15. september 2009

Blommetærte

Det er efterhånden ved at være slut med blommer, men er man så heldig stadig at kunne få fat i nogle, er tærter en lækker måde at anvende dem på. Blommerne bliver lidt syrlige under bagningen, hvilket jeg synes passer godt til en sød dej.

Som det kan ses på billedet, havde jeg ikke taget højde for, hvor meget blommerne safter under bagningen. Det gjorde egentlig ikke så meget, da tærtebunden stadig holdt fint sammen. Men næste gang vil jeg blande lidt stivelse i det sukker, som jeg spreder på blommerne, så noget af saften kan blive suget. Det angiver jeg i opskriften nedenfor.

Til tærtebunden skal der bruges:
  • 2 dl fuldkornsmel (grahamsmel eller fuldkornsspeltmel)
  • 1,5 dl hvedemel
  • 1 spsk sukker
  • ½ dl koldpresset rapsolie
  • ca. 3/4 dl vand
Mel og sukker blandes, olie og vand (en spsk ad gangen) tilsættes. Dejen samles og spredes i et smurt tærtefad, og den forbages i 10 min. ved 175 grader i varmluftsovn (200 grader i almindelig ovn).

Mens bunden forbages, forberedes fyldet:
  • 8 blommer
  • 3 spsk sukker
  • 2 tsk stivelse (kartoffelmel, majsstivelse eller arrow root)
Blommerne halveres, stenene fjernes, og blommerne lægges på den forbagte tærtebund. Sukker og stivelse blandes sammen og spredes jævnt over blommerne. Tærten sættes tilbage i ovnen og bages i yderligere 15 min.

Ingen kommentarer: