Nu er der sikkert en del, der vil studse over brugen af hyldebær til chutney. Det er vist et eksempel på noget så smart som fusionsmad, altså kombination af fx. lokale ingredienser med eksotiske krydderier. Jeg var selv ret spændt på, om det overhovedet ville smage godt, men nu var det sæson for hyldebær, så hvis jeg ikke skulle vente yderligere et år med at prøve opskriften, skulle det være nu. Jeg må sige, at jeg blev positivt overrasket. Chutneyen ligner lidt solbærsyltetøj af udseende, men smagen er virkelig krydret. Så på trods af den udsædvanlige farve for en chutney, passer den fint til indiske retter. Den er også god som smagsgiver til fx. kogte, kolde kartofler, smørrebrød eller sandwich eller som dip.
Følgende opskrift rækker til 2-3 glas. Man kan nemt vakuumpakke chutneyen, så den holder længe, ved at fylde et rent syltetøjsglas med skruelåg helt til toppen med den (næsten) kogende chutney, sæt låget på og skrue det godt fast, og så vende det på hovedet og lade det køle helt ned. Så bliver der skabt undertryk i glasset, og indholdet vil således kunne holde i flere måneder på et køligt, mørkt sted (denne fremgangsmåde kan også bruges til syltetøj, gelé, henkogte frugter og lignende).

- 8 dl modne hyldebær
- 1 stort, finthakket rødløg
- 2 finthakkede fed hvidløg
- 1,5 dl sukker
- 2,5 dl æblecidereddike
- 1 økologisk, skyllet citron
- 1,5 tsk stødt ingefær
- 1,5 tsk stødt kanel
- 4 korn sortpeber
- 1 tsk salt

Ingen kommentarer:
Send en kommentar