mandag den 16. juni 2008

Linsedal med fire krydderier


Dal er en af grundpillerne i de indiske, pakistanske og bangladeshiske køkkener. Der findes vel ligeså mange variationer, som der findes kokke. Ordet dal refererer egentlig til en splittet bælgfrugt, og der findes et utal af typer. En af de almindeligste, masoor dal, er røde splitlinser, som er nemme at anskaffe her i Danmark. Men andre linser, kikærter eller flækærter kan også bruges med varierende kogetider.

Til denne linsedal har jeg brugt fire krydderier: Sennepsfrø, spidskommenfrø, kanel og stødt ingefær. Tilsammen giver de en mild men varmende, lidt syrlig smag.
  • 1 tsk sennepsfrø
  • 1 tsk spidskommenfrø
  • 2 cm kanelstang
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 2 spsk oliven- eller kokosolie
  • 2 hakkede løg
  • 2 dl røde splitlinser
  • 1 dåse (400 g) tomater
  • 2½ dl vand
  • evt. salt
Knus sennepsfrø, spidskommenfrø og kanel i en morter (ellers kan man bruge krydderier i pulverform). Kom dem i den varme olie og steg et par minutter, til de begynder at dufte. Tilsæt ingefær og løg, og steg yderligere et par minutter. Kom linserne, tomaterne, vandet og evt. salt og lad det koge på lavt blus i 20 minutter. Rør rundt fra tid til anden, så bunden ikke brænder på, og tilsæt evt. lidt vand, hvis blandingen tørrer ud. Kan serveres med kogt ris.

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg er ret vild med Dhal, men din opskrift er vist meget anderledes end den jeg plejer at bruge. Men din opskrift lyder meget spændende, så den vil jeg sikkert prøve næste gang.

Karin sagde ...

Tak! Hvordan laver du din dal? Det lækre med sådanne retter er, at kun fantasien sætter begrænsninger.

Anonym sagde ...

Jeg har fundet min opskrift i Animas vegetariske kogebog. Jeg formoder at du kender den. Ellers kan du finde den på http://www.vegoland.dk

Du skal bare finde opskrifterne og downloade dem.