søndag den 19. april 2009

Pastinaksuppe

Pastinak er, som mange andre rodfrugter, en gammel europæisk kulturplante, som har været anvendt i Danmark siden middelalderen. Men den har været anvendt længe før i det gamle Grækenland og Romerriget. Siden tidernes morgen har der været knyttet forskellige medicinske egenskaber til denne grønsag; den blev bl.a. betragtet som et elskovsmiddel og var derfor ildeset i klostre!

Én ting er i hvert fald sikker: Pastinak er, som andre rodfrugter, både sund og nærende. Den kan anvendes på mange forskellige måder, rå i salat, lynstegt, ovnbagt eller kogt. Men den søde smag kommer bedst til udtryk ved opvarmning. I denne suppe er pastinakkens sødme afbalanceret af den stærke karry og den let syrlige æblecidereddike. Suppen er tyk og mættende.
  • 2-3 pastinakker
  • 2-3 løg
  • 3 fed hvidløg
  • ½ tsk stærk karry
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk vand
  • 1 l vand
  • ½ tsk salt
  • 3 spsk æblecidereddike
  • evt. finthakket persille eller andet grønt til pynt
Pastinak og løg skæres i stykker. Hvidløg hakkes fint. Kom dem i en tykbundet gryde med karry, olivenolie og den ene spsk vand. Steg dem i et par minutter, til løget begynder at falde fra hinanden. Tilsæt derefter vand, salt og eddike, og lad det koge ved lavt blus i ca. 20 minutter, eller til pastinaksykkerne er møre. Suppen blendes (jeg brugte en stavblender) og serveres i skål. Kom evt. lidt hakket grønt på som pynt.

2 kommentarer:

jensdrejer sagde ...

Det lyder som en rigtig lækker suppe - og jeg elsker suppe. Når jeg har været i operaen er det lækkert, at komme hjem til en lækker suppe som man hurtigt kan varme. Derfor har jeg selvfølgelig straks printet din opskrift ud og gemt den sammen med alle de andre.

Karin sagde ...

Håber den falder i din smag!