onsdag den 19. august 2009

Squash og løg med karry

I år har vi igen plantet små græskar (hokkaido og tyrkerhue) i køkkenhaven, og vi har allerede høstet af de umodne frugter, som vi bruger på samme måde som courgetter (courgetter er faktisk ikke andet end en slags umodent græskar; navnet kommer fra fransk og er en diminutiv form af courge, der betyder græskar). Man behøver ikke at skrælle dem eller at fjerne kernerne, og man kan endda spise dem rå. Dem, der ikke høstes tidligt, vil modne i løbet af efteråret, kødet vil få den orange farve, der forbindes med græskar, og det vil blive hårdere i rå tilstand. Det vil også være nødvendigt at skrælle dem (det gøres nemmest efter kogning eller bagning; hokkaidogræskar behøver dog ikke at blive skrællet) og fjerne kernerne. Til gengæld er de holdbare i flere måneder i et mørkt og køligt sted, så længe de ikke får frost. Og de kan bruges til alt muligt lækkert: supper, gratin'er, gryderetter, kager (denne græskarkage er en af mine yndlingsdesserter), kompotter... osv.

Til denne meget enkle ret har jeg kun brugt løg og et lille umodent tyrkerhuegræskar. Det er nok svært for folk uden adgang til en køkkenhave at anskaffe sig et umodent tyrkerhuegræskar, men det kan sagtens erstattes af almindelige gule eller grønne courgetter. Retten kan udgøre en let aftensmad i sig selv, eller, hvis man ønsker noget mere fyldigt, kan den spises med fx. ris eller chapati'er.
  • 1 stor squash eller 2 små
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk af din yndlingskarryblanding, gerne hjemmelavet
  • 2 spsk olivenolie
Squash skæres i mindre stykker. Løg skæres i stykker, hvidløg hakkes fint, og olien opvarmes på en pande. Karryblandingen røres i olien, og hvidløg og løg tilsættes og steger i ca. 5 minutter under omrøring. Squash tilsættes og steger med i yderligere 5-10 minutter, til de har en passende konsistens. Serveres varmt.

2 kommentarer:

Vilda sagde ...

Det andas mycket av barndommen i Frankrike den där röran. Nostalgi...

Karin sagde ...

Hvor sjovt! Er du også vokset op i Frankrig?

Det er en spændende blog I har, jeg har kigget lidt på den. Har I allerede åbnet jeres café? Den må jeg besøge, når jeg en dag kommer til dette hjørne af Skåne. Maden ser bare så lækker ud!