lørdag den 28. februar 2009

Ris med rosenkål og porrer

Selvom foråret nærmer sig med hastige skridt, er det stadig sæson for mange lækre vintergrønsager som porrer eller rosenkål. Følgende opskrift er en af mine hurtige, nemme, alt-i-én-gryde-opskrifter. Den gør godt på en kold dag og er perfekt, hvis man ikke gider bruge for meget tid på madlavning. Selvom grønsagerne er typisk danske, er retten smagt til med orientalske krydderier, som jeg synes passer godt til rosenkålenes lidt bitre smag. I stedet for de foreslåede krydderier kan man selvfølgelig bruge sin egen foretrukne karryblanding.
  • 3 dl naturris
  • 5 dl vand
  • 2 tsk gurkemeje
  • ½ tsk stødt nelliker
  • ½ tsk sort peber
  • ½ tsk stødt ingefær
  • evt. salt efter behag
  • 1 porre
  • 1 løg
  • så mange rosenkål som man har lyst til
Ris, krydderier og vand sættes i kog, og imens skæres porre og løg i skiver og stykker. De kommes oven på risen. Når der er 10 minutter af kogetiden tilbage, lægges rosenkål oven på risen. De bliver således dampet uden at blive udkogt.

Med hensyn til kogetiden, skal naturris have 35-40 minutter. Man kan med fordel lægge dem i blød i nogle timer inden, derved reduceres kogetiden til ca. 20 minutter. Jeg plejer at lægge dem i blød i det samme vand, som de skal koge i.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Det lyder godt nok meget kreativt! Jeg ville ønske jeg var lige så god som dig til at bikse den slags sammen.

Karin sagde ...

Tak for din opmuntrende kommentar! :) Det er ellers virkelig ikke særlig kreativt, synes jeg selv. Jeg åbner bare køleskabet eller fryseren, ser hvad jeg nu har af grønsager, og propper mere eller mindre det hele i én gryde oven på ris, linser eller quinoa, og lader det passe sig selv. Hvis man kan kalde det kreativitet, udspringer den udelukkende af min dovenskab! ;)