fredag den 7. november 2008

Vegansk chokolade og pære(let)dessert

Chokolade er en af mine store laster. Det er heldigvis ganske sundt, i hvert fald hvis den er mørk. For nogle år siden begyndte Netto, til min store glæde, at sælge økologisk chokolade af mærket björnsted. De har en mælkechokolade (som jeg jo ikke køber) og to mørke chokolader, én med 85% og en med 70% kakao. Jeg kan lide dem begge, men jeg er virkelig faldet for den med 85% kakao, og jeg er blevet helt afhængig af den mørke, bitre smag.


Chokoladen er lækker at spise som den er, men den kan selvfølgelig også bruges i madlavning. Det er nu sæson for pærerne, så de sidste dage har jeg nydt godt af denne meget nemme og hurtige efterårsdessert: Pærer med smeltet chokolade.

Der skal bruges pr. person:
  • 1½ pære (afhængig af størrelsen)
  • 2 stk mørk chokolade (jeg brugte den med 85% kakao)
Pærerne skrælles, halveres, og kernehuset fjernes. Halvdelene lægges i et ovnfast fad og bages i ca. 10 min. ved 260 grader. Den ene halvdel lægges i en serveringsskål, der lægges et stykke chokolade, derefter den anden halvdel, så det andet stykke chokolade, og til sidst endnu en halvpære. Evt. saft fra pærerne kan hældes over. Dette skal gøres, så snart pærerne er taget ud af ovnen, så chokoladen kan smelte.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Pærer med chokolade og is, har været min yndlingsdesert i mange år. Man kan også lave pærerne ved at koge dem lidt tid i blandet rød saft, gerne med en stang kanel. Man kan også putte lidt rødvin i, hvis man er til den slags. Jeg er meget glad for rødvin, men ikke i min mad, så det springer jeg selv over!

Karin sagde ...

Det lyder lækkert! Det må jeg prøve en dag :)