Denne postej får sin markante smag af knoldselleri, der - efter min mening - er en lækker efterårs- og vintergrønsag. Det er dog ikke alle, der sætter pris på dens ret dominerende smag; i så fald kan man i denne opskrift udskifte knoldselleri med andre rodfrugter, såsom gulerødder eller rødbeder (der vil give postejen en flot lillafarve). Jeg synes dog, at postejen kommer til at smage lidt flad uden selleri. Andre krydderier og krydderurter kan også bruges, såsom chili, karry, muskat, rosmarin, timian osv.

Til et tærtefad på ca. 25 cm i diameter skal der bruges:
- 1,5 dl boghvede (hel eller knækket)
- 1 mellemstort løg
- 1 halv knoldselleri
- 2 fed hvidløg, hakket eller presset
- 2 spsk oliven- eller rapsolie
- 2 dl røde splitlinser
- 1 l vand
- 1 tsk gurkemeje
- 1 tsk salt (eller efter behag)
- peber efter behag
Løg og knoldselleri hakkes i små stykker. Olien opvarmes i en tykbundet gryde, hvori løg, knoldselleri og hvidløg steges, indtil løget er klart. Boghvede, linser og de øvrige ingredienser tilsættes. Det hele bringes i kog, hvorefter der skrues ned for varmen, og det får lov at simre i 20-30 min, indtil al væden er opsuget (afhængigt af, om det er hel eller knækket boghvede, der bruges, vil det tage hhv. lidt længere eller kortere tid, så hold øje med det). Der røres rundt en gang imellem, så det ikke brænder på i bunden.
Blandingen presses derefter i en tærteform og bages i ovnen ved 200 grader (175 grader med varm luft) i ca. 30 min. Postejen smager godt både varm og kold, men den får først en fast konsistens, når den er kølet af.