Vi er nu midt i rabarbersæsonen, og på trods af tørken har rabarberne vokset sig kæmpestore i baghaven. Jeg skar otte stilke af og lavede denne meget nemme smuldredejskage (ja, denne gang blev det er en rigtig smuldredejskage, ikke lige som sidste års mislykkede forsøg der endte som "
rabarber med låg"!) . Dejen er ikke overdreven sød, så nogle vil sikkert gerne tilsætte lidt mere sukker.

- 8 stilke rabarber
- 3 spsk sukker
Rabarberne renses og skæres i små stykker. De spredes på bunden af et fad og overstrøs med sukker.
- 1 dl mandler
- 1 dl havregryn
- 2 dl hvedemel
- 3 spsk sukker
- ½ dl rapsolie
- 2 spsk vand
Mandlerne hakkes fint (de kan evt. blendes i et par sekunder) og blandes med havregryn, hvedemel og sukker. Rapsolie og vand tilsættes og fordeles i melblandingen, indtil dejen minder om brødkrummer. Dejen drysses over rabarberne, og kagen bages v. 175 grader i ca. 45 min.